Knud Steffen Nielsen. Lyriker. Bestyrelsesnæstformand,Hald Hovedgaard
torsdag den 28. august 2014
mandag den 25. august 2014
genoptryk af Anne Middelboe Christensen om KULTURTRÆFFET på MORS (INFORMATION)
Den svære 2’er på Mors
LEDER
25. august 2014
Kommentarer (0)
»Mere kant end udkant!« Sådan lød ordene fra kulturminister Marianne Jelved (R) ved åbningen af Kulturmødet på Mors i torsdags. Ordene var ment som et stolthedsslogan til Mors. Og øen labbede ordene i sig som Salling-fløde fra Thise.
Og så citerede kulturministeren ellers en pige fra 2. klasse for en kulturdefinition, som blev den bærende under hele Kulturmødet: »Kultur er alt det udenom, når man har lavet noget kunst indeni.« Sådan!
Det har været uklart, hvad der egentlig ville blive fokus for Kulturmødet 2014, for den svære 2’er har kun været omtalt med tomme kodeord som ’Samtale og oplevelse’. Virkelighedens kulturmøde bød dog på mange visionære mennesker med viden og engagement.
Men der var også tomt kendislir. Tv-magneten Thomas Blachman fik f.eks. ubegrænset taletid om sig selv, og stemmeslugeren Morten Messerschmidt (DF) udspredte troen på, at kultur er ensbetydende med ’opdragelse’. Og sådan blev visse samtaler uheldigvis til enetaler.
Arrangørerne påstår, at Kulturmødet 2014 tiltrak op mod 10.000 mennesker – altså næsten dobbelt så mange som ved debuten sidste år. Men fordi Kulturmødet i år havde udvidet sit centrum i elværket med et areal nede ved fjorden, så føltes det, som om der var færre mennesker. Koncentrationen fordampede, når folk var spredt – akkurat som til Folkemødet på Bornholm. Desuden skabte regn og kulde en sær antihygge ved aftentide. Også selv om Limfjordsteatret f.eks. inviterede til 25 års jubilæum med punchbowle midt ude i natteregnen.
Det interessante var, hvem der i år havde fundet det væsentligt at bruge to døgn på at diskutere kulturen i Danmark på denne ’tankeø’. Og jo, det vrimlede med paneldeltagere, der var blevet inviteret. Men hvad med alle de andre, der skulle være kommet på eget initiativ? Hvad med kulturarrangørerne? Og hvad med kunstnerne?
Hvis de enkelte kunstarter og kulturbranchers organisationer fik tilbudt lokaler til møder på Mors i forlængelse af Kulturmødet, var der måske flere, der ville føle sig lokket til turen mod Limfjorden. Især hvis Kulturmødet bare varede 24 timer og ikke 48.
Til gengæld var det tydeligt, at folk fra Mors greb chancen. De kunne bare række hånden op og stille kulturministeren og eksperterne spørgsmål. Det er da demokrati, der virker. Det var også tydeligt, at vi udenbysgæster skulle føle os velkomne. Der var gratis kage og kaffe udenfor på vejen til elværket – og cyklende udskænkning af myntete. På Kirketorvet optrådte borgere i en performance om livet på Mors, mens børn klatrede rundt på ryggen af skulpturen ’Føllet’ – bronzestatuen, som blev drejet, fordi den upassende stod med bagdelen ind mod kirken.
Kulturmødets unge deltagere var i år samlet og flyttet ned til fjorden. Men fordi de ikke blandede sig med de ’voksne’ i elværket, så opstod der pludselig et kunstigt skel mellem ’unge’ og ’voksne’. Så det var heldigt, at kulturministeren kom ned til fjorden – og at hun her blev inspireret til at oprette en særlig talentpulje for unge.
Denne pulje er i hvert fald et konkret resultat af Kulturmødet 2014, måske Kulturmødets eneste. I det hele taget var det Marianne Jelved, der gik forrest i den nuancerede kultursnak i den ene paneldebat efter den anden.
Egentlig var det kunstnerne, man savnede mest i paneldebatterne. De optrådte hovedsageligt alene. Først ved afslutningsseancen kom en lydkunstner, en billedhugger, en poetryslammer og to tegnere op på scenen mellem debattørerne. Så blev kunsten sluppet løs. Og så blev der endelig musestille på Mors.
I et kitschet hyggetelt med navnet Brøndum, der var indrettet som maleristuen på Skagens Museum, foregik nogle af kulturmødets mest energiske debatter om folkeskolen og frivillighedskulturen. Om manglen på ro i folkeskolen og om behovet for professionalisering af eventkulturen.
Her stod også den lokale forfatter Ove Korsgaard og forklarede forskellen på almuekulturen og folkekulturen – og her blev der grinet. Og da Ove Korsgaard tilføjede en af landmandens stolteste dyder, var der kulturanerkendelse i blikket hos dem fra Mors: »Tale er sølv, tavshed er guld.«
Så hvis kunsten er kulturens guld, så skal der mere kunst – den ordrige såvel som den tavse – ind i Kulturmødet 2015.
fredag den 22. august 2014
mandag den 18. august 2014
IV
IV
Allerede i tanken havde
han slået ihjel adskillige gange. Og så var det jo godt/banalt/skidt, hvis det
kun var et illusionsnummer. Damen anbragt i kassen. Saven frem, og så som var
hun som en trækævle man gennemskærer. Psykologisk og billedligt handlede
det faktisk om det. De levede i skøn symbiose som hund og kat. Kunne ikke
undvære disse idelige kampe. Hvor man skiftedes til at stå med den andens hoved
i hænderne. Igen ikke kun billedligt talt. Mindst. Det lille barn vil altid
spørge om, hvordan det ku lade sig gøre. Hvordan ku hun leve videre. Et svar
ville være at de var døde i forvejen. Og døden var i hvert fald kraftigt
indforskrevet. Det forklarer ikke det hele. Hans måde at betragte verden på var
solipsistisk. Alt var ting. Alle genstande (naturligvis) og personer var ting.
Ikke på en reificeret grum måde. Men de havde vendt ham ryggen fra start af.
Menneskene talte godt nok og strakte hænderne frem til hilsen, og man
udvekslede synspunkter. Men alligevel stod de med ryggen til ham. De så ham i
hvert fald ikke. Han vidste godt, at de havde de samme smerter som ham. At de
var sultne og satte sig til bords, og de spiste dyreryggen og salaten med den
største fornøjelse. Deres tale var reflekser, ikke rettet mod noget bestemt. Og
kunne være rettet mod hvem som helst, blot der var et øre, der ville høre. Men
det dokumenterede ikke at de var allierede voldsomme. Han ville ses. Han måtte
røres. Han måtte naturligvis agere som om alt var levende. Han kunne så
rigeligt sætte sig ind i sin egen sult og ”forestille sig sin bordames” som han
sagde Men ved hendes tanker skiltes vandene. ” Skal vi deles om det
inderste?”
Hun lod som ingenting.
søndag den 17. august 2014
fredag den 15. august 2014
Om Fredagsdigtet i www.den.fri.dk
Dernede i dybet ligger et netfiberkabel, faktisk to: den mødte en spade, og så var de to.
ældre Bent Vinn-clip
Desværre afdøde Henrik Bjelke havde et særligt talent for at parodiere, eftergøre andre menneskers stemmer. Det var i de gode, gamle Arenadage på Hald Hovedgård. En slags løsgående magister, Erik Kock, der også havde sin gang på stedet, havde samme talent, hans register var endda større end Henriks. Henrik havde som studerende haft et job som referent i Folketinget, dvs. en bestilling, der gik ud på at skrive nøjagtigt referat af alt, hvad Tingets medlemmer havde sagt fra talerstolen. Jeg tror aldrig, jeg har talt politik med Henrik Bjelke, men venstreorienteret var han afgjort ikke, han var vel nærmest en slags borgerlig meritokrat, med slet skjult smag for det aristokratiske. I alt fald har tanken om et åndsfyrstendømme nok ikke direkte mishuet ham.
Ikke desto mindre var hans yndlingspolitiker den tidligere formand for DKP, stifteren af SF, Aksel Larsen. At det lige var ham, der blev favoritten, skyldtes som det forstås, ikke politisk enighed, det var udelukkende et spørgsmål om kunstnerisk smag. Aksel var fin, når han f.eks. stod i Folketingets kiosk og bad om Ti Bat et cerutmærke - med kraftig, masku-lin labialsmælden og kindblævren. De to små ord havde Henrik perfektioneret, så ingen kunne være i tvivl om, at Aksel Larsen havde meldt sin ankomst til Hald. Stedets anden stemmeefterligner, Erik Kock, beherskede til fuldkommenhed adskillige af offentlighedens kendte figurer, men når Henrik gav den som Aksel Larsen, kvitterede Erik med Gert Petersen. Det gav anledning til lange, indviklede og dybt indforståede disputeringer om socialismens mål og midler. Vi andre var ved at dø af grin, men jeg kan ikke huske en eneste gang, hvor Henrik og Erik ikke holdt masken. Og før eller siden fyrede Henrik sit absolutte favoritcitat af og spurgte brysk, med Aksel Larsens karakteristiske stemmeføring: Har Sovjetunionen, eller har Sovjetunionen ikke, nogensinde krænket dansk territorialfarvand?
Så inderligt bøvet
Jeg kom til at tænke på citatet, da jeg, lørdag aften vistnok, sad og så på noget i fjernsynet, på DR2, lige før Deadline. Der blev talt om en periode i historien, hvor Christmas Møller var statsminister, og som det velorienterede menneske, man jo skal være, når man skriver i denne avis, tænkte jeg naturligvis: Hvad er nu det for noget, de har fundet på? Det viste sig da også hurtigt at være en glimtvis lavkomisk, men ellers dum og uelegant fiktion om, at Danmark efter krigen blev delt i to. Den vestlige del, som forblev, hvad den var, og en østlig, der til gengæld blev kommunistisk. Så fik den ellers hele armen efter tydeligt forlæg i det delte Tyskland før Murens fald. Man interviewede et par fingerede eksperter, som i en rigtig fjernsynsdokumentar, og modstandsmanden Gunnar Dyrberg, der under et andet navn skulle forestille at have været anbragt i en kommunistisk fangelejr indtil Murens fald dvs. indtil storebæltsfærgerne, i den lille, fiktive historie, begyndte at sejle frit mellem de indtil da adskilte landsdele. Måske, men kun måske, kunne der være kommet noget sjovt ud af sådan en gang kontrafaktion, som genren vist hedder, men bortset fra et par vantro grin, mest over at DR overhovedet kunne få sig til at servere sådan noget lort for seerne, var resultatet forkrampet, studentikost og inderligt bøvet. Af de afsluttende rulletekster fremgik det, at historien var baseret på noget, historieprofessoren Bent Jensen skal have skrevet.
10 millioner ud ad vinduet?
Hold da kæft, måtte man tænke. Det lover godt for den 10 millioners koldkrigsrapport, der udkommer senere på året. Der vil sikkert være stof til flere dokumentarudsendelser i Danmarks Radios bedste sendetid. Anker Jørgensen ligner jo Lenin, og i rollen som Trotskij vil Mogens Lykketoft være ualmindelig velvalgt forudsat, naturligvis, at han lader sit fipskæg vokse ud igen. Hvem der så skal være Stalin, kan man sikkert roligt overlade til historieprofessor Jensens digteriske fantasi. Hvis han skulle savne lidt modspil i manuskriptudviklingen, kunne han jo hyre DFs Søren Espersen som medforfatter han har ved flere lejligheder ytret interesse for at skrive tv-teater, og med Jensen som eksempel lader det ikke til, at adgangskravene for at blive fiktionsmager på DR2 er uoverkommelige.
Hvordan kan det egentlig være, at antikommunister altid kommer til at fremstå som latterlige? Der er jo ubestrideligt blevet begået de mest rædselsvækkende forbrydelser i kommunismens navn, der er rigeligt at tage afstand fra og være kritisk over for. Men det er som om, det slet ikke er det, der er antikommunismens ærinde. Det er snarere en slags hygge på betjentstuen, hvor hærdebrede mandfolk sidder og underholder sig med skrækhistorier om de venstreorienterede, og hvad de kunne finde på, hvis de fik magt, som de har agt. For en ølbøvsende, gemytlig antikommunist af dansk tilvirkning er der egentlig ingen forskel på en af Stalintidens sovjetiske bødler og så en børnehavepædagog fra Albertslund. Og det på trods af, at nutidens børnehavepædagoger hverken er mere eller mindre venstreorienterede end resten af befolkningen.
Det går kort sagt mere og mere op for én, at de eneste, der i virkeligheden begræder Murens fald, er den benhårde kerne af antikommunister. De savner fjenden. Han var selve livsindholdet. Som altså nu om dage skal næres af kontrafaktisk tv-fiktion for at kunne opleves som virkeligt.
torsdag den 14. august 2014
SlamSteward
træt, træt, træt af
grevinden. Hver aften hendes idelige perverse vagtelæg.
#Forstår du, Natanael. Og du snothund til Pigro, Det er mangel på
stortromme. Det er.
Jeg havde
engang en undulat på samme måde
Den måtte
opereres ud, ja begge, først fuglen, så trommen
Kunne man
fordele sig, Nattie, bare en smule?
Ka I høre mig Horsens?*
Måske vi ku begynde
med Freiburg og det gule hus…
De er ikke
bare aflyst, men taget ind for vinteren, directly.
Fri mig. Hvem fandt på
den dårlige samvittighed?
*Nå, det er Ringkjøbing, excuse.
onsdag den 13. august 2014
mandag den 11. august 2014
peder frederik jensen: Celiné, Norén, Blixen og Wolfgang
peder frederik jensen: Celiné, Norén, Blixen og Wolfgang: Jeg har været på Lolland med hund. Jeg læste og gik tur (hunden hedder Wolfgang). Det kom der den her lille serie ud af: ...
lille brev
Brev fra far til lille Ejner.
Kære Ejner,
Far leger med tre små børn. Det ene barn hedder
Asta, det andet hedder Mikkel, og det tredje hedder Mogens. Og de har dukker og
heste og meget legetøj. Og de går ude i sneen, og de hører om buk Bruse og om
hønen, der skulle have nye sko, og om englene i himlen; og de morer sig og ler.
Og de børn er så artige, så artige; og de skriger
aldrig, nej aldrig; og de tager aldrig skoene af; og de rører aldrig
tændstikker. Og fordi de er så artige, får de lov til at køre med hesten og til
at kælke med Hanne.
Men far er så bedrøvet, fordi han er så langt borte
fra Ejner. Og nu må Ejner skrive et langt brev til far og fortælle om mor. Og
så må Ejner kysse mor og være god mod mor, og være far, mens far er borte.
Men far kommer snart hjem igen til Ejner, så skal
Ejner rejse far i møde med hest og med jernbane.
Far vel!
Far.
2008
Ps. På samme
måde som prinsesser, der skal ud at more sig om aftnen og derfor forlader
hjemmet med fulderik, som i sin sprutbil derefter brager ind i mur i Paris…på
samme måde bør man overveje flere tvangsfjernelser –også her kan det så kun blive
med tilbagevirkende, svag kraft.
søndag den 10. august 2014
lørdag den 9. august 2014
fredag den 8. august 2014
fredag den 1. august 2014
Fredagens (ganske vist, tilstås, en ældre sag fra 2003)
Foto: Shinsaku på en CC BY-NC-SA 2.0 licens
Jeg vender koppen
på hovedet.
For en gangs skyld må kaffen da for pokker blive
indenbords. Sådan er det med mirakler; de kommer før eller siden.
Så gælder det om ikke at bruge dem på ingenting.
Denne fornemmelse af pludselig
fordobling, et
svimlende foretagende, at få en
gave, der bare vokser
og vokser uden at
kæfte op. De to fotografiske plader
lægger sig ind over hinanden som én.
Så perfekt at selve stedet
kun står som en svag skygge, og kun
hvis man lige skubber lidt, lettere deja vue-agtigt,
noget man kunne have gjort, hvis tiden havde været til det.
Men hvorfor fortryde. Jeg vil ikke fingerere ved skidtet. Vi ved,
det kommer igen. Det
er bare at vente længe nok.
Jeg fortryder ikke, at jeg gik efter
Det mirakuløse, det underfulde.
Jeg vil ikke spilde tiden med detaljer som,
hvorfor sammenblander
jeg det, jeg gør med det, jeg ville.
Jeg overdøves, som bar jeg rundt på noget tungere end mig selv.
Jeg siger: Kaffen er nu igen på plads i sin kop løbet ud af
mine ærmer og direkte tilbage. Du bemærkede det ikke.
Det går så hurtigt. Måske fordi jeg med den anden hånd fik
jeres opmærksomhed ført hen på bordet med blomsten.
The following two tabs change content below.
Abonner på:
Opslag (Atom)