tav­len læste hvad du læste. sådan som bøgerne læste hinanden.

den sær­lige måde to ben låser flugten

bort­set­fra at koordinaterne alle peger væk, for er ikke huden fjernet i tanken og skal igen ved tanken tilbageføres

vis-á-vis var vi hin­an­dens genskin, hvori  letsind flød sammen med
det nære, luft, sky, himmel, uanset hvor de var,


den gamle grimasse, når talen kom på evig­he­den

 ska man igno­rere både hånden der faldt ned som når man slår smut og alle fem fingre, der følger efter

En tid, men hår­læng­den var et tilbagevendende emne, det eneste, og lidt den
varme kaffe, jernbanesabotagens fallit, den igen,

ren symbolik, sagde de
Som exorcisme inde­hol­der enhver grad af symbolik og AF Det konkrete, den hornede,

alt kunne italesættes, ”italesættes”. Og…
Og kostu­merne der kan modi­fi­cere hva­som­helst. Gevand­terne og håndleddet blev 
en del af betydningen,   jeg ita­le­sæt­ter en ged   Det ligner mere
 en buskrydder, en spidser, 
mere  noget   andet og vi har bevæ­get os