Om min stedfar vidste jeg fx at han var født og opvokset i Viborg. Jeg har en veninde der kom her til landet som 12 årig iransk flygtning, efter nogle år i forskellige asylcentre blev hun sendt til Viborg og gik på Katedralskolen der, hvor hun oplevede at blive moppet, fordi hun var fremmed og lidt mørkere end gennemsnitsviborgenseren. Jeg var også bekendt med at forfatteren Peer Hultberg voksede op i Viborg, og at hans roman Byen og verden er en af de mere ondskabsfulde bøger om et stykke provinsborgerligt Danmark, som netop foregår i Viborg.
Jeg havde været til begravelse i Thy, og den dag opdagede jeg, at jeg helt havde svedt ud, at jeg den næste dag skulle læse op i Viborg. Jeg modtog en besked fra digteren Mads Mygind, som på en eller anden måde havde med arrangementet at gøre: ”Vi mødes udenfor Viborg museum kl. 19.30”. Min bror gav mig et lift og jeg ankom søndag kl. 15, d. 15 september 2013 fire timer for tidligt, men jeg kendte ikke byen, og desuden var der festuge. Den var især centrereret om diverse motionsløb fik jeg siden oplyst. Jeg gik en tur i let regn. Jeg lagde mærke til en lille flok i en mindre gade som heppede på nogen eller noget, formentlig de sidste rester af et motionsløb, ellers så jeg knap nok et menneske. Domkirken i grå kvadersten så ud som om den var blevet bygget af legoklodser for nylig. Jeg sad en stund på en bænk i Hans Tausens rosenhave. I året 1524 gennemførte han reformationen i byen og denne munks yndlingsblomst var netop rosen.
Nu begyndte det for alvor at regne, en kold blæst fra efteråret susede gennem haven. Jeg havde siddet på den bænk og hængt, været på nippet til at falde i søvn. Alt var lukket, undtagen Subway, en sandwichbar, men ikke et egnet sted at tilbringe tre-fire timer. Altså besluttede jeg mig for at indlogere mig på Palads hotel, som jeg havde fået øje på et par timer tidligere. Okay, værelse 356 i den anden fløj over gaden gennem buen og op ad trappen. Det var jo belejligt, og jeg var så privilegeret, at den mulighed tilsmilede mig. Den flinke unge mand i receptionen hjalp mig endog med at få printet nogle digte ud, så jeg havde noget at læse op af.
Kl. 19.10 stod jeg uden for Viborg stiftsmuseum, og kort efter ankom digteren Kenneth Jensen med sine to tasker. Han havde været på Jensen´s Bøfhus i en forgæves søgen efter en pilsner. Vi stod i småregn og blæst og ventede uden for museet, så dukkede Mads Mygind op. Hver især var vi kommet forskellige steder fra, vi havde forberedt os godt, og nu skulle vi så i gang med den første af aftenens tre planlagte oplæsninger.
Museet var tomt bortset fra en ansat der passede foretagenet, han havde ikke rigtigt hørt om nogen oplæsning, men han viste os ind i en tom sal, der lignede et kommunalt cafeteria. Ved vinduerne ud til torvet lagde jeg mærke til tre mannequin dukker. De stod der plasticnøgne og mindede om inventaret i en underlig drøm. Da kl. var 19.40 var der stadig ikke noget publikum. Mads Mygind ringede til arrangøren, som beklagede situationen, og rådede os til at søge mod Café Brændpunktet, der lå i Viborgs gamle brandstation, hvor den næste oplæsning skulle finde sted. Den tredje var nu aflyst. Kl. 20.40 var det så os.
At læse op er en seriøs affære, man gør sit bedste hver gang, ligesom man er vant til lidt af hvert, skønt det er første gang, jeg har oplevet at skulle læse op for tre mannequin dukker, hvilket næppe ville have givet nogen mening. Hvis man havde været forberedt kunne man muligvis have opfattet situationen som en slags eksklusiv performance.
Vi trådte direkte ind i Brændpunktet, en em af lummer café mad bølgede imod os, der sad et lille selskab og guffede i sig, og et kærestepar allerbagest som drak fadøl. På scenen var tre musikere ved at gøre sig klar. Vi foretrak at gå og så vende tilbage, når vi skulle på, og smuttede derfor over på den anden side af gaden og ind på det brune værtshus Børsen (det havde jo ligget der hele tiden, men havde undsluppet vores efterhånden febrile opmærksomhed). Cigaretrøgen hang tæt i luften, vi spøgte med at vi kunne oplæse der, men på den anden side ville det nok ikke falde i god jord, de sad jo og drak og ønskede nok bare at være i fred.
Vi drak et par øl og det klarede sindet en smule op! Tilbage i cafeen mødte vi den umådelig flinke arrangør. Han inviterede os backstage, hvor der stod en kasse øl midt i en masse rod, fx et luftigt bjerg af hvide balloner eller også led jeg af synsforstyrrelser. Han forklarede lidt om festivalen og om forsøget på at lirke poesien ind mellem motionsløbekonkurrencerne.
Det blev så vores tur. Spiseselskabet havde forladt cafeen, og fadølsparret var der heller ikke længere. Der var arrangøren og bartenderen, plus en forvildet gæst der undseligt blev siddende oppe ved baren. Ved et bord sad de tre musikere der netop havde været på, og ved et andet en gruppe på fire unge, et poprockband fra Viborg, som skulle spille efter vores dystre performance. Okay, vi læste alle upublicerede tekster op, og det gir altid noget til en selv, for man hører straks fejlene. Mads Mygind læste hverdagsassocierende rejsedigte, jeg selv nogle flossede digte på vej, Kenneth Jensen læste prosa tekster lige ud af slagteribranchen, nådesløst og sorthumoristisk.
Derefter gik vi uden for og røg en meget stærk joint, som fik mig ud på en indre udflugt, der ramte muren inderst i Viborgs landsrets spidsborger centrum, hvor alle vinduer og døre syntes lukkede. Et øjeblik stirrede jeg ind i Hans Tausens stendøde ansigt i den visnende rosenhave, mens regnen piskede ned, mine digte var forsvundet i bunken af dyngvåde visne blade. Så var jeg tilbage i Brændpunktet, der var nu lidt publikum, popgruppen var på scenen, anført af en ung langkrølhåret viborgenser som lignede Robert Plant fra old Led Zeppelin, men sang følsomt på danglish i stil med halvfemsernes klynkerock. Ikke et ondt ord om dette, men midt mellem to numre brød vi op, sagde farvel til arrangøren (som mente at oplæsningen havde været en succes) og søgte mod Børsen, hvor vi kunne drikke et par elefanter (Mads Myginds forslag) inden deres tog til Århus.
Kl. var lidt i 23, udenfor hang Viborgs nyfødte efterår som mørke gardiner af dryppende fugt i gaderne. Lys og lyd var slukket. Jeg lukkede mig ind i min fløj uden at møde nogen, tumlede om i sengen og drømte om en forbistret og uforløst kærlighedshistorie og en genopstanden Hans Tausen. Alt skulle reformeres og poesien omsider helt afvikles.
Jeg havde været til begravelse i Thy, og den dag opdagede jeg, at jeg helt havde svedt ud, at jeg den næste dag skulle læse op i Viborg. Jeg modtog en besked fra digteren Mads Mygind, som på en eller anden måde havde med arrangementet at gøre: ”Vi mødes udenfor Viborg museum kl. 19.30”. Min bror gav mig et lift og jeg ankom søndag kl. 15, d. 15 september 2013 fire timer for tidligt, men jeg kendte ikke byen, og desuden var der festuge. Den var især centrereret om diverse motionsløb fik jeg siden oplyst. Jeg gik en tur i let regn. Jeg lagde mærke til en lille flok i en mindre gade som heppede på nogen eller noget, formentlig de sidste rester af et motionsløb, ellers så jeg knap nok et menneske. Domkirken i grå kvadersten så ud som om den var blevet bygget af legoklodser for nylig. Jeg sad en stund på en bænk i Hans Tausens rosenhave. I året 1524 gennemførte han reformationen i byen og denne munks yndlingsblomst var netop rosen.
Nu begyndte det for alvor at regne, en kold blæst fra efteråret susede gennem haven. Jeg havde siddet på den bænk og hængt, været på nippet til at falde i søvn. Alt var lukket, undtagen Subway, en sandwichbar, men ikke et egnet sted at tilbringe tre-fire timer. Altså besluttede jeg mig for at indlogere mig på Palads hotel, som jeg havde fået øje på et par timer tidligere. Okay, værelse 356 i den anden fløj over gaden gennem buen og op ad trappen. Det var jo belejligt, og jeg var så privilegeret, at den mulighed tilsmilede mig. Den flinke unge mand i receptionen hjalp mig endog med at få printet nogle digte ud, så jeg havde noget at læse op af.
Kl. 19.10 stod jeg uden for Viborg stiftsmuseum, og kort efter ankom digteren Kenneth Jensen med sine to tasker. Han havde været på Jensen´s Bøfhus i en forgæves søgen efter en pilsner. Vi stod i småregn og blæst og ventede uden for museet, så dukkede Mads Mygind op. Hver især var vi kommet forskellige steder fra, vi havde forberedt os godt, og nu skulle vi så i gang med den første af aftenens tre planlagte oplæsninger.
Museet var tomt bortset fra en ansat der passede foretagenet, han havde ikke rigtigt hørt om nogen oplæsning, men han viste os ind i en tom sal, der lignede et kommunalt cafeteria. Ved vinduerne ud til torvet lagde jeg mærke til tre mannequin dukker. De stod der plasticnøgne og mindede om inventaret i en underlig drøm. Da kl. var 19.40 var der stadig ikke noget publikum. Mads Mygind ringede til arrangøren, som beklagede situationen, og rådede os til at søge mod Café Brændpunktet, der lå i Viborgs gamle brandstation, hvor den næste oplæsning skulle finde sted. Den tredje var nu aflyst. Kl. 20.40 var det så os.
At læse op er en seriøs affære, man gør sit bedste hver gang, ligesom man er vant til lidt af hvert, skønt det er første gang, jeg har oplevet at skulle læse op for tre mannequin dukker, hvilket næppe ville have givet nogen mening. Hvis man havde været forberedt kunne man muligvis have opfattet situationen som en slags eksklusiv performance.
Vi trådte direkte ind i Brændpunktet, en em af lummer café mad bølgede imod os, der sad et lille selskab og guffede i sig, og et kærestepar allerbagest som drak fadøl. På scenen var tre musikere ved at gøre sig klar. Vi foretrak at gå og så vende tilbage, når vi skulle på, og smuttede derfor over på den anden side af gaden og ind på det brune værtshus Børsen (det havde jo ligget der hele tiden, men havde undsluppet vores efterhånden febrile opmærksomhed). Cigaretrøgen hang tæt i luften, vi spøgte med at vi kunne oplæse der, men på den anden side ville det nok ikke falde i god jord, de sad jo og drak og ønskede nok bare at være i fred.
Vi drak et par øl og det klarede sindet en smule op! Tilbage i cafeen mødte vi den umådelig flinke arrangør. Han inviterede os backstage, hvor der stod en kasse øl midt i en masse rod, fx et luftigt bjerg af hvide balloner eller også led jeg af synsforstyrrelser. Han forklarede lidt om festivalen og om forsøget på at lirke poesien ind mellem motionsløbekonkurrencerne.
Det blev så vores tur. Spiseselskabet havde forladt cafeen, og fadølsparret var der heller ikke længere. Der var arrangøren og bartenderen, plus en forvildet gæst der undseligt blev siddende oppe ved baren. Ved et bord sad de tre musikere der netop havde været på, og ved et andet en gruppe på fire unge, et poprockband fra Viborg, som skulle spille efter vores dystre performance. Okay, vi læste alle upublicerede tekster op, og det gir altid noget til en selv, for man hører straks fejlene. Mads Mygind læste hverdagsassocierende rejsedigte, jeg selv nogle flossede digte på vej, Kenneth Jensen læste prosa tekster lige ud af slagteribranchen, nådesløst og sorthumoristisk.
Derefter gik vi uden for og røg en meget stærk joint, som fik mig ud på en indre udflugt, der ramte muren inderst i Viborgs landsrets spidsborger centrum, hvor alle vinduer og døre syntes lukkede. Et øjeblik stirrede jeg ind i Hans Tausens stendøde ansigt i den visnende rosenhave, mens regnen piskede ned, mine digte var forsvundet i bunken af dyngvåde visne blade. Så var jeg tilbage i Brændpunktet, der var nu lidt publikum, popgruppen var på scenen, anført af en ung langkrølhåret viborgenser som lignede Robert Plant fra old Led Zeppelin, men sang følsomt på danglish i stil med halvfemsernes klynkerock. Ikke et ondt ord om dette, men midt mellem to numre brød vi op, sagde farvel til arrangøren (som mente at oplæsningen havde været en succes) og søgte mod Børsen, hvor vi kunne drikke et par elefanter (Mads Myginds forslag) inden deres tog til Århus.
Kl. var lidt i 23, udenfor hang Viborgs nyfødte efterår som mørke gardiner af dryppende fugt i gaderne. Lys og lyd var slukket. Jeg lukkede mig ind i min fløj uden at møde nogen, tumlede om i sengen og drømte om en forbistret og uforløst kærlighedshistorie og en genopstanden Hans Tausen. Alt skulle reformeres og poesien omsider helt afvikles.
2 tanker om "Oplæsning i Viborg"