Knud Steffen Nielsen. Lyriker. Bestyrelsesnæstformand,Hald Hovedgaard
mandag den 30. september 2013
Albertine nu på torsdag OG oplæseri på Carte Blanche næste mandag (Mads Mygind, Morten Søndergaard og KSN)
Albertineprisuddeling d.3.okt kl 17 på Forfatterskolen. Majse Aymo-Boot.
Lars Bukdahl holder tale/ det faste punkt 2
*
og herunder
Morten S
Digtoplæsning: Morten Søndergaard, Mads Mygind plus Bloggermand hamselv på Carte Blanche, Viborg 7. okt 19.30. Alle er så hjertens velkommen.
*
Digtoplæsning d.4.okt på Bob What kl 20 bl.a med Blogejeren.
*
(og seneste foto af blogejeren)
Digtoplæsning d.4.okt på Bob What kl 20 bl.a med Blogejeren.
*
(og seneste foto af blogejeren)
Lille Facebookhistorie-uddrag. Guldsmeden.
Knud Steffen Nielsen ikke mere eller lige så meget som dig, Jens Ole. Hvert lille væsen, hvert lille paddehattehat har ører og en lille usynlig mund. Mange mennesker forstår ikke hvad de siger. Et blad skal oversættes, en gren skal oversættes. Men det tager tid. Og det skal læres langsomt....
Jens Ole K. Krantz rigtig hvad du siger, knud. jeg boede selv dengang jeg var en meget lille dreng, og der ikke var nogen mennesker som gad have mig, hverken kommunen og mor var død i en jungle og far blevet tosset, og onkel kaj erik var ude i snavs med damer og bajer og hash, der boede jeg hos grævlingerne og den røde ræv i skoven. der lærte jeg det hele med at snakke med dyr og planter. planterne taler med deres blade, og tier stille når det er vinter. foråret er den skønneste sang og sommeren en hel opera. obersten har jeg nogengange hørt snakke med naturen, men det er vrøvl det han siger, og kun snak med ham selv om kun hvad han lige går rundt og tænker på og føler. jeg gider det ikke mere.
Knud Steffen Nielsen du giver for let op, Jens Ole. Det er rigtigt at Oberst Nørgaard i starten ikke forstod ret meget af naturens stemme. Han vrængede og lavede de forfærdeligste ansigter. Men efterhånden lærte jeg ham at lytte og høre godt efter. I begyndelsen måtte jeg oversætte både træer og planter og dyr for ham. Men en dag så kom det til ham. Jeg tror det var en lille frø, nej det var en lærke, som fløjtede så kønt, at han var ved at græde øjnene ud. Han forstod det hele. Og fløjtede sin taknemmelighed tilbage. Der opstod næsten et venskab mellem de to.
lørdag den 28. september 2013
søndag den 22. september 2013
lørdag den 21. september 2013
Thomas Boberg i Viborg. Gemmer mine kommentarer, hvis jeg har nogle væsentlige og sørme oss ede små.Det tror jeg, jeg har.
2013
Om min stedfar vidste jeg fx at han var født og opvokset i Viborg. Jeg har en veninde der kom her til landet som 12 årig iransk flygtning, efter nogle år i forskellige asylcentre blev hun sendt til Viborg og gik på Katedralskolen der, hvor hun oplevede at blive moppet, fordi hun var fremmed og lidt mørkere end gennemsnitsviborgenseren. Jeg var også bekendt med at forfatteren Peer Hultberg voksede op i Viborg, og at hans roman Byen og verden er en af de mere ondskabsfulde bøger om et stykke provinsborgerligt Danmark, som netop foregår i Viborg.
Jeg havde været til begravelse i Thy, og den dag opdagede jeg, at jeg helt havde svedt ud, at jeg den næste dag skulle læse op i Viborg. Jeg modtog en besked fra digteren Mads Mygind, som på en eller anden måde havde med arrangementet at gøre: ”Vi mødes udenfor Viborg museum kl. 19.30”. Min bror gav mig et lift og jeg ankom søndag kl. 15, d. 15 september 2013 fire timer for tidligt, men jeg kendte ikke byen, og desuden var der festuge. Den var især centrereret om diverse motionsløb fik jeg siden oplyst. Jeg gik en tur i let regn. Jeg lagde mærke til en lille flok i en mindre gade som heppede på nogen eller noget, formentlig de sidste rester af et motionsløb, ellers så jeg knap nok et menneske. Domkirken i grå kvadersten så ud som om den var blevet bygget af legoklodser for nylig. Jeg sad en stund på en bænk i Hans Tausens rosenhave. I året 1524 gennemførte han reformationen i byen og denne munks yndlingsblomst var netop rosen.
Nu begyndte det for alvor at regne, en kold blæst fra efteråret susede gennem haven. Jeg havde siddet på den bænk og hængt, været på nippet til at falde i søvn. Alt var lukket, undtagen Subway, en sandwichbar, men ikke et egnet sted at tilbringe tre-fire timer. Altså besluttede jeg mig for at indlogere mig på Palads hotel, som jeg havde fået øje på et par timer tidligere. Okay, værelse 356 i den anden fløj over gaden gennem buen og op ad trappen. Det var jo belejligt, og jeg var så privilegeret, at den mulighed tilsmilede mig. Den flinke unge mand i receptionen hjalp mig endog med at få printet nogle digte ud, så jeg havde noget at læse op af.
Kl. 19.10 stod jeg uden for Viborg stiftsmuseum, og kort efter ankom digteren Kenneth Jensen med sine to tasker. Han havde været på Jensen´s Bøfhus i en forgæves søgen efter en pilsner. Vi stod i småregn og blæst og ventede uden for museet, så dukkede Mads Mygind op. Hver især var vi kommet forskellige steder fra, vi havde forberedt os godt, og nu skulle vi så i gang med den første af aftenens tre planlagte oplæsninger.
Museet var tomt bortset fra en ansat der passede foretagenet, han havde ikke rigtigt hørt om nogen oplæsning, men han viste os ind i en tom sal, der lignede et kommunalt cafeteria. Ved vinduerne ud til torvet lagde jeg mærke til tre mannequin dukker. De stod der plasticnøgne og mindede om inventaret i en underlig drøm. Da kl. var 19.40 var der stadig ikke noget publikum. Mads Mygind ringede til arrangøren, som beklagede situationen, og rådede os til at søge mod Café Brændpunktet, der lå i Viborgs gamle brandstation, hvor den næste oplæsning skulle finde sted. Den tredje var nu aflyst. Kl. 20.40 var det så os.
At læse op er en seriøs affære, man gør sit bedste hver gang, ligesom man er vant til lidt af hvert, skønt det er første gang, jeg har oplevet at skulle læse op for tre mannequin dukker, hvilket næppe ville have givet nogen mening. Hvis man havde været forberedt kunne man muligvis have opfattet situationen som en slags eksklusiv performance.
Vi trådte direkte ind i Brændpunktet, en em af lummer café mad bølgede imod os, der sad et lille selskab og guffede i sig, og et kærestepar allerbagest som drak fadøl. På scenen var tre musikere ved at gøre sig klar. Vi foretrak at gå og så vende tilbage, når vi skulle på, og smuttede derfor over på den anden side af gaden og ind på det brune værtshus Børsen (det havde jo ligget der hele tiden, men havde undsluppet vores efterhånden febrile opmærksomhed). Cigaretrøgen hang tæt i luften, vi spøgte med at vi kunne oplæse der, men på den anden side ville det nok ikke falde i god jord, de sad jo og drak og ønskede nok bare at være i fred.
Vi drak et par øl og det klarede sindet en smule op! Tilbage i cafeen mødte vi den umådelig flinke arrangør. Han inviterede os backstage, hvor der stod en kasse øl midt i en masse rod, fx et luftigt bjerg af hvide balloner eller også led jeg af synsforstyrrelser. Han forklarede lidt om festivalen og om forsøget på at lirke poesien ind mellem motionsløbekonkurrencerne.
Det blev så vores tur. Spiseselskabet havde forladt cafeen, og fadølsparret var der heller ikke længere. Der var arrangøren og bartenderen, plus en forvildet gæst der undseligt blev siddende oppe ved baren. Ved et bord sad de tre musikere der netop havde været på, og ved et andet en gruppe på fire unge, et poprockband fra Viborg, som skulle spille efter vores dystre performance. Okay, vi læste alle upublicerede tekster op, og det gir altid noget til en selv, for man hører straks fejlene. Mads Mygind læste hverdagsassocierende rejsedigte, jeg selv nogle flossede digte på vej, Kenneth Jensen læste prosa tekster lige ud af slagteribranchen, nådesløst og sorthumoristisk.
Derefter gik vi uden for og røg en meget stærk joint, som fik mig ud på en indre udflugt, der ramte muren inderst i Viborgs landsrets spidsborger centrum, hvor alle vinduer og døre syntes lukkede. Et øjeblik stirrede jeg ind i Hans Tausens stendøde ansigt i den visnende rosenhave, mens regnen piskede ned, mine digte var forsvundet i bunken af dyngvåde visne blade. Så var jeg tilbage i Brændpunktet, der var nu lidt publikum, popgruppen var på scenen, anført af en ung langkrølhåret viborgenser som lignede Robert Plant fra old Led Zeppelin, men sang følsomt på danglish i stil med halvfemsernes klynkerock. Ikke et ondt ord om dette, men midt mellem to numre brød vi op, sagde farvel til arrangøren (som mente at oplæsningen havde været en succes) og søgte mod Børsen, hvor vi kunne drikke et par elefanter (Mads Myginds forslag) inden deres tog til Århus.
Kl. var lidt i 23, udenfor hang Viborgs nyfødte efterår som mørke gardiner af dryppende fugt i gaderne. Lys og lyd var slukket. Jeg lukkede mig ind i min fløj uden at møde nogen, tumlede om i sengen og drømte om en forbistret og uforløst kærlighedshistorie og en genopstanden Hans Tausen. Alt skulle reformeres og poesien omsider helt afvikles.
Jeg havde været til begravelse i Thy, og den dag opdagede jeg, at jeg helt havde svedt ud, at jeg den næste dag skulle læse op i Viborg. Jeg modtog en besked fra digteren Mads Mygind, som på en eller anden måde havde med arrangementet at gøre: ”Vi mødes udenfor Viborg museum kl. 19.30”. Min bror gav mig et lift og jeg ankom søndag kl. 15, d. 15 september 2013 fire timer for tidligt, men jeg kendte ikke byen, og desuden var der festuge. Den var især centrereret om diverse motionsløb fik jeg siden oplyst. Jeg gik en tur i let regn. Jeg lagde mærke til en lille flok i en mindre gade som heppede på nogen eller noget, formentlig de sidste rester af et motionsløb, ellers så jeg knap nok et menneske. Domkirken i grå kvadersten så ud som om den var blevet bygget af legoklodser for nylig. Jeg sad en stund på en bænk i Hans Tausens rosenhave. I året 1524 gennemførte han reformationen i byen og denne munks yndlingsblomst var netop rosen.
Nu begyndte det for alvor at regne, en kold blæst fra efteråret susede gennem haven. Jeg havde siddet på den bænk og hængt, været på nippet til at falde i søvn. Alt var lukket, undtagen Subway, en sandwichbar, men ikke et egnet sted at tilbringe tre-fire timer. Altså besluttede jeg mig for at indlogere mig på Palads hotel, som jeg havde fået øje på et par timer tidligere. Okay, værelse 356 i den anden fløj over gaden gennem buen og op ad trappen. Det var jo belejligt, og jeg var så privilegeret, at den mulighed tilsmilede mig. Den flinke unge mand i receptionen hjalp mig endog med at få printet nogle digte ud, så jeg havde noget at læse op af.
Kl. 19.10 stod jeg uden for Viborg stiftsmuseum, og kort efter ankom digteren Kenneth Jensen med sine to tasker. Han havde været på Jensen´s Bøfhus i en forgæves søgen efter en pilsner. Vi stod i småregn og blæst og ventede uden for museet, så dukkede Mads Mygind op. Hver især var vi kommet forskellige steder fra, vi havde forberedt os godt, og nu skulle vi så i gang med den første af aftenens tre planlagte oplæsninger.
Museet var tomt bortset fra en ansat der passede foretagenet, han havde ikke rigtigt hørt om nogen oplæsning, men han viste os ind i en tom sal, der lignede et kommunalt cafeteria. Ved vinduerne ud til torvet lagde jeg mærke til tre mannequin dukker. De stod der plasticnøgne og mindede om inventaret i en underlig drøm. Da kl. var 19.40 var der stadig ikke noget publikum. Mads Mygind ringede til arrangøren, som beklagede situationen, og rådede os til at søge mod Café Brændpunktet, der lå i Viborgs gamle brandstation, hvor den næste oplæsning skulle finde sted. Den tredje var nu aflyst. Kl. 20.40 var det så os.
At læse op er en seriøs affære, man gør sit bedste hver gang, ligesom man er vant til lidt af hvert, skønt det er første gang, jeg har oplevet at skulle læse op for tre mannequin dukker, hvilket næppe ville have givet nogen mening. Hvis man havde været forberedt kunne man muligvis have opfattet situationen som en slags eksklusiv performance.
Vi trådte direkte ind i Brændpunktet, en em af lummer café mad bølgede imod os, der sad et lille selskab og guffede i sig, og et kærestepar allerbagest som drak fadøl. På scenen var tre musikere ved at gøre sig klar. Vi foretrak at gå og så vende tilbage, når vi skulle på, og smuttede derfor over på den anden side af gaden og ind på det brune værtshus Børsen (det havde jo ligget der hele tiden, men havde undsluppet vores efterhånden febrile opmærksomhed). Cigaretrøgen hang tæt i luften, vi spøgte med at vi kunne oplæse der, men på den anden side ville det nok ikke falde i god jord, de sad jo og drak og ønskede nok bare at være i fred.
Vi drak et par øl og det klarede sindet en smule op! Tilbage i cafeen mødte vi den umådelig flinke arrangør. Han inviterede os backstage, hvor der stod en kasse øl midt i en masse rod, fx et luftigt bjerg af hvide balloner eller også led jeg af synsforstyrrelser. Han forklarede lidt om festivalen og om forsøget på at lirke poesien ind mellem motionsløbekonkurrencerne.
Det blev så vores tur. Spiseselskabet havde forladt cafeen, og fadølsparret var der heller ikke længere. Der var arrangøren og bartenderen, plus en forvildet gæst der undseligt blev siddende oppe ved baren. Ved et bord sad de tre musikere der netop havde været på, og ved et andet en gruppe på fire unge, et poprockband fra Viborg, som skulle spille efter vores dystre performance. Okay, vi læste alle upublicerede tekster op, og det gir altid noget til en selv, for man hører straks fejlene. Mads Mygind læste hverdagsassocierende rejsedigte, jeg selv nogle flossede digte på vej, Kenneth Jensen læste prosa tekster lige ud af slagteribranchen, nådesløst og sorthumoristisk.
Derefter gik vi uden for og røg en meget stærk joint, som fik mig ud på en indre udflugt, der ramte muren inderst i Viborgs landsrets spidsborger centrum, hvor alle vinduer og døre syntes lukkede. Et øjeblik stirrede jeg ind i Hans Tausens stendøde ansigt i den visnende rosenhave, mens regnen piskede ned, mine digte var forsvundet i bunken af dyngvåde visne blade. Så var jeg tilbage i Brændpunktet, der var nu lidt publikum, popgruppen var på scenen, anført af en ung langkrølhåret viborgenser som lignede Robert Plant fra old Led Zeppelin, men sang følsomt på danglish i stil med halvfemsernes klynkerock. Ikke et ondt ord om dette, men midt mellem to numre brød vi op, sagde farvel til arrangøren (som mente at oplæsningen havde været en succes) og søgte mod Børsen, hvor vi kunne drikke et par elefanter (Mads Myginds forslag) inden deres tog til Århus.
Kl. var lidt i 23, udenfor hang Viborgs nyfødte efterår som mørke gardiner af dryppende fugt i gaderne. Lys og lyd var slukket. Jeg lukkede mig ind i min fløj uden at møde nogen, tumlede om i sengen og drømte om en forbistret og uforløst kærlighedshistorie og en genopstanden Hans Tausen. Alt skulle reformeres og poesien omsider helt afvikles.
fredag den 20. september 2013
fredagens tekst 20.sept
Fredagsdigtet 20092013
I
Et rabarberhovede citerer igen igen dictummet om, at billedet siger
mere end tusinde ord. Dictummet er retteligen: 1 billede siger
mere end 1000 ord og clockwise round: 1 ord siger mere end
1000 billeder. De siger hver deres. They’ll never meet. Og så smider
de, de to sladderkællinger lige et
dementi, de mødes hele tiden. Denne linje nu er et stetoskop og jeg sætter det på mit knæ.
Under avisfotoet står der at læse: Dreng kunne være kørt ned af ældre
mand i blå renault på Vejlevej…. Det hypotetiske eller
konjunktiviske
ligger nydeligt i sin pakning. (Garamond str 12)
Billedet er i sort hvidt. Har svært ved det konjunktiviske.
Det må være nok nu. Det er ikke en skoletime.
Hvad ved jeg.
II
Og se nu dér. Kræet gør og taler om evigheden. Det skal ha plaster på. Det er et tæppe, der rulles ud.
Og den næste linje er en nøjagtig gengivelse af skismaet at se med tungen, at læse
med tungen eller håret. Hold nu kæft.
Han bruger vandfarve for sin egen skyld
Han fylder mentalt for meget.
Og en råber om de fem forbandede år, som om det ændrer, at fotoet vil have
både Christmas Møller og Ole Bjørn Kraft til at sidde i samme sofa. Når jeg ser på et billede af tyskertøser, synes
jeg nu, det er synd for dem. Jeg synes det er synd det med saksen.
Det giver to billeder.
En masse tanker ligger og skvulper omkring ”feltmadras”.
Og ”samarbejdspolitikken”.
Det mest sepiabrune er autentisk, siger man.
Men jeg vil nu godt vente at se, hvad der sker
Et rabarberhovede citerer igen igen dictummet om, at billedet siger
mere end tusinde ord. Dictummet er retteligen: 1 billede siger
mere end 1000 ord og clockwise round: 1 ord siger mere end
1000 billeder. De siger hver deres. They’ll never meet. Og så smider
de, de to sladderkællinger lige et
dementi, de mødes hele tiden. Denne linje nu er et stetoskop og jeg sætter det på mit knæ.
Under avisfotoet står der at læse: Dreng kunne være kørt ned af ældre
mand i blå renault på Vejlevej…. Det hypotetiske eller
konjunktiviske
ligger nydeligt i sin pakning. (Garamond str 12)
Billedet er i sort hvidt. Har svært ved det konjunktiviske.
Det må være nok nu. Det er ikke en skoletime.
Hvad ved jeg.
II
Og se nu dér. Kræet gør og taler om evigheden. Det skal ha plaster på. Det er et tæppe, der rulles ud.
Og den næste linje er en nøjagtig gengivelse af skismaet at se med tungen, at læse
med tungen eller håret. Hold nu kæft.
Han bruger vandfarve for sin egen skyld
Han fylder mentalt for meget.
Og en råber om de fem forbandede år, som om det ændrer, at fotoet vil have
både Christmas Møller og Ole Bjørn Kraft til at sidde i samme sofa. Når jeg ser på et billede af tyskertøser, synes
jeg nu, det er synd for dem. Jeg synes det er synd det med saksen.
Det giver to billeder.
En masse tanker ligger og skvulper omkring ”feltmadras”.
Og ”samarbejdspolitikken”.
Det mest sepiabrune er autentisk, siger man.
Men jeg vil nu godt vente at se, hvad der sker
torsdag den 19. september 2013
onsdag den 18. september 2013
mandag den 16. september 2013
Et lille sagtmodigt får får delt krop og hoved fra hverandre.
Ude i Ø Bakker, ude hvor mine naboer og gode venner, Erik og Bente Kock, holder øje med naturen og dens udskejelser. Er det ikke ræveunger der kommer til dem og stjæler frø fra fuglenes foderbræt-foreviget flere gange på denne kanal- så er det en anden fatal historie. Dette godmodige får er blevet ramt af den hårdest mulige skæbne, at få hovedet skilt fra kroppen. Fotograf: Bente Kock.
søndag den 15. september 2013
fra Majse Aymo-Boots Spørgsmålene, Basilisk, mere eller mindre tilfældig side
vuelta depressiva
på samme måde som den biokemiske faktor (dope) rumsterer ved Tour og Vuelta und soweiter, så bør den biokemiske faktor (her: antidepressiva) indregnes, når de lykkelige lande udpeges. Måske ville det spare en masse kræfter og papir, hvis man vedtog, at cipramiltal og lykketal var det samme, men det er det måske allerede.
fotos fra i går plus digt om drengen
Der er ingen vægge.
Jeg
er obsternasig.
Mens du sover, flyver
termitterne, små punktummer.
De lader sig ikke formilde.
Som kongen har jeg forladt
det høje slot på grund af
det skærende lys.
Og i murværket sidder
Guddommens 100 forbudte
navne:
Det foreløbige punktum. De
midlertidige ønsker.
Et kvarter ad gangen. Et år
ad gangen.
Vi spiller hver femte tone forkert for ikke
yderligere at
udfordre skæbnen.
Drengen stjæler et
verdensbillede
af nytteløs
pludder,
.
lørdag den 14. september 2013
ved vores udstilling på carte blanche havde vi kolleger i rummene, der stødte til vores. Af performativ art, altså conceptual og sårn
Ejler, Sixten, Erik optrådte pr mund og bas
Jonnas og Ruths ting på væg og gulv kom ikke i apparatet i 1.omgang...men vi kommer igen.
fredag den 13. september 2013
Fredagens tekst, Ib Jensen
Et mangfoldiggjort brev om underskriftsindsamling
Jeg Ib Jensen, Hvalpsø ved Kalundborg. Jeg vil gerne have lavet en underskriftsindsamling. Fordi jeg er utilfreds med mange ting, fx de lave straffe forbrydere får i dette land. Nu fx forleden, det kan godt være det bare er et lille eksempel men det er meget værre, blev jeg skældt ud i bussen for ikke at have betalt billet, selvom jeg havde købt og bare ikke kunne finde den. Chaufføren skaldet og noget mørk, men ikke helt, i det, truede mig og ville anmelde mig og bøde skulle der også til. Og det er ikke første gang i denne uge. Også med alle de pædofile i vore børnehaver. Det må være muligt at få luget ud i det. Jeg forklarede hvordan det hang sammen men han var ikke til at hugge eller stikke i. Jeg tog min pung frem med et hav af mønter og knaldede ned hånden og sagde: hvor langt gider du køre mig for dether. Det er selvfølgelig ikke kriminelt. Men det skaber en utilfredshed og hvad bliver det næste.
Jeg fik forhindret et center, man ville bygge nede i vores gade til unge ”utilpassede”. Altså unge med et, to, tre tiltalefrafald og ”forfærdelig barndom med næsten ingen lommepenge”. Sig det for f.. rent ud. Unge der har pandet en ældre dame ned her og hugget hendes taske der. Eller ”kommet til at pande” en dame ned. Det tog mig fjorten dage, så var biksen lukket. Og nu kommer jeg med det værste, det var lige efter 11.september, hvor vi alle var mere nervøse og oppe at køre end vi har været før, så en aften står der tre småfulde personer og knalder flasker ud over det hele, på vejen og på fortovet. Jeg gik videre over på den anden side af vejen og alligevel skulle der sendes en flaske af sted i retning af mig. Og det er et svineheld, at jeg ikke blev ramt. Jeg tror ikke, der er sket en skid bagefter. Politiet er kun ude at kigge cykellygter.
Så jeg vil foreslå fordi alting bliver værre og værre og soldater kommer hjem i ligposer, at det må være tilladt at tage lidt mere hårdthændet fat, særlig med terroristspirer. Det skal tages i opløbet, og de skal hoste op med navne
Underskrift…………..
jeg regner med at får det arrangeret på nettet meget snart, men nu starter jeg med almindelig papir og blyant.
Jeg håber at kunne råbe politikerne op, inden det koster flere døde.
Ib Jensen, Hvalpsø
Jeg fik forhindret et center, man ville bygge nede i vores gade til unge ”utilpassede”. Altså unge med et, to, tre tiltalefrafald og ”forfærdelig barndom med næsten ingen lommepenge”. Sig det for f.. rent ud. Unge der har pandet en ældre dame ned her og hugget hendes taske der. Eller ”kommet til at pande” en dame ned. Det tog mig fjorten dage, så var biksen lukket. Og nu kommer jeg med det værste, det var lige efter 11.september, hvor vi alle var mere nervøse og oppe at køre end vi har været før, så en aften står der tre småfulde personer og knalder flasker ud over det hele, på vejen og på fortovet. Jeg gik videre over på den anden side af vejen og alligevel skulle der sendes en flaske af sted i retning af mig. Og det er et svineheld, at jeg ikke blev ramt. Jeg tror ikke, der er sket en skid bagefter. Politiet er kun ude at kigge cykellygter.
Så jeg vil foreslå fordi alting bliver værre og værre og soldater kommer hjem i ligposer, at det må være tilladt at tage lidt mere hårdthændet fat, særlig med terroristspirer. Det skal tages i opløbet, og de skal hoste op med navne
Underskrift…………..
jeg regner med at får det arrangeret på nettet meget snart, men nu starter jeg med almindelig papir og blyant.
Jeg håber at kunne råbe politikerne op, inden det koster flere døde.
Ib Jensen, Hvalpsø
tirsdag den 10. september 2013
lille kunstannonce
Viborg har festuge fra lørdag, og det betyder et væld af tilbud til alle gode mennesker. D. 14. sept.
Hvis din vej iblandt skulle falde forbi Carte Blanche, så kik…. Jonna Jeppesen, Ruth Kudsk og Knud Steffen Nielsen har en mindre ophængning med åbning lørdag d.14. sept kl 15.
Ruth og Jonna
7. oktober er afslutningsdagen for udstillingen, og det markeres med oplæsning af forfatterne Morten Søndergaard, Mads Mygind og Knud Steffen Nielsen, (nærmere klokkeslæt "eftersendes" særskilt )
bagerst Morten S
Mads M
Hvis din vej iblandt skulle falde forbi Carte Blanche, så kik…. Jonna Jeppesen, Ruth Kudsk og Knud Steffen Nielsen har en mindre ophængning med åbning lørdag d.14. sept kl 15.
7. oktober er afslutningsdagen for udstillingen, og det markeres med oplæsning af forfatterne Morten Søndergaard, Mads Mygind og Knud Steffen Nielsen, (nærmere klokkeslæt "eftersendes" særskilt )
mandag den 9. september 2013
Tal 37
Det var jo det der sku til hvis
det nøjagtige tal sku fastslås
kråsen gik i småkvadder, men den er der og
selvom det er noget mas kan man jo godt se tegningen til et
skelet
der er i alt 37 væsentlige dele og knoglerne er
fyldt med aldrig en ting, tomt som bundløs mose,
"bundløs" ja det stopper jo sted, hvis man går igennem
så stopper det godt nok efter at næsen er dækket til.
Jeg har de to vinger, disjecta, som etteren og toeren
Næbbet minder for meget om et projektil, så det ved jeg
ikke rigtig. Knappenålsøjne og flere andre ting bliver
jeg nødt til at smide over i dyngen med frasort. Ellers kunne man jo lige så
godt tænke murbaljer og det andet med. Og dyrets følelsesliv og så
vid're
Femten. Talserien
*
talte alt, antallet af biler, der kørte forbi og gafler i opvasken.
Så var det vel det.
Som var det antallet af kronblade eller
møllevinger fra bilruden som barn for at en ukendt ligning
sku gå op: Den lykkelige dag hvor tallet
femten ligesom glødede.
Skibene
i havnen. Hvis man stillede sig i en bestemt vinkel, så var der fjorten-femten
nøjagtig.
*
Forelskelse er nærmest infrarød.
Og uden for talrækken.
Man ku se fiskens infrarøde skæl, da
vi tømte akvariet for distraherende
vand. Men
hvor kom femten fra?
søndag den 8. september 2013
lørdag den 7. september 2013
Den lille pige og guldfuglen
Hva kommer pigen den lille guldfugl ved. Jeg ved tilfældigvis, at den selv er bare ligeglad med det.
Snart kommer den tid hvor Afrika er det vigtigste. Livet er forlæns og hårdt arbejde, hvisker spurvelil bag kvist. Ja, selv bare at sku hviske, når man er stum er et lærestykke, ja en kunst.
Så er der igen lukket for publikum. Og der står jo ligefrem et bøgetræ på spring ved hvert gadehjørne
nede i Afrika og børnene sælger ting af dåser, tegner den med sit næb. Og så kan det være det.
men man skal tænke baglæns, det må så være dengang, der var iskappe på jorden. Noget af det, man kan forstå det uden at gå til næblæsning.
fredag den 6. september 2013
fredagsdigt som forkortet and remixed af remake
Fredagsdigtet06092013
I
Hvad skal rationelle tanker her.
Jeg så det lagt i æsker.
Det var vanskabninge. De udholder på trods.
Hvad er ikke deformt fra udgangspunktet.
Et organiseringsprincip var medicinsk, diagnosticering, et
andet fulgte talrækken. Men uden primtal. (de giver tunnelsyn).
II
Hvis materialet er stort nok, ensartet nok kaldes det skæbne.
Hvis materialet er mindre, kaldes det vilkårlighed.
Det der hverken passer til system eller kategorien intuition,
benævnes navnløst, en slags adverbialer, uanbringeligt gods,
men bør reguleres til, det ter sig.
Hvad skal rationelle tanker her.
Jeg så det lagt i æsker.
Det var vanskabninge. De udholder på trods.
Hvad er ikke deformt fra udgangspunktet.
Et organiseringsprincip var medicinsk, diagnosticering, et
andet fulgte talrækken. Men uden primtal. (de giver tunnelsyn).
II
Hvis materialet er stort nok, ensartet nok kaldes det skæbne.
Hvis materialet er mindre, kaldes det vilkårlighed.
Det der hverken passer til system eller kategorien intuition,
benævnes navnløst, en slags adverbialer, uanbringeligt gods,
men bør reguleres til, det ter sig.
tirsdag den 3. september 2013
REMAKE, digt digte
Remake
Stjernerne
glimter og ter sig som var det
femten
år siden og a la småpiger, der mener sig
ramt af
piskesmæld.
Så
ungdommeligt kækt; først laver en et system af
alle
løse genstande, der flyver forbi vinduet og inddeler dem
i igen i forskellige genstande
alt
efter dagsform:
Ikke det vekselvarme pjank
længere.
Og nu arterierne kører deres
løb nedenunder, så
må det være mit bidrag, og
det
jeg forlader mig på.
Hvad skal rationelle tanker
her.
Jeg så det lagt i æsker.
Det var vanskabninge. De
udholder på trods
Underordnet
lige nu. De ska
plaffes.
Hvad er ikke deformt fra
udgangspunktet.
Et organiseringsprincip var medicinsk, diagnosticering, et
andet fulgte talrækken. Men
uden primtal. (de giver tunnelsyn)
Hvis materialet er stort nok, kaldes det
skæbne.
Hvis materialet er mindre, kaldes det
vilkårlighed.
Det der hverken passer til system eller
kategorien intuition,
Benævnes navnløst, en slags adverbialer,
uanbringeligt gods, og
Som ikke vækker anstød.
Abonner på:
Opslag (Atom)
2 tanker om "Oplæsning i Viborg"