I begyn­del­sen, en efter­mid­dag i maj,  stil­lede kat­ten på terrassen
og insi­ste­rede på
at flytte ind, (insi­ste­rede ikke på mit ejer­skab til den, overhovedet.
Sna­rere omvendt. Jeg blev endikke spurgt).
Jeg var nødt til at give den et navn.
Ok, jeg sagde et navn.
Mit var den i øvrigt lige glad med.
Det var så det. Stille og lang­som­me­ligt gik det.
Jeg havde under­ka­stet mig, naturligvis.
Jeg faldt over en avis, jeg ville smide i brændeovnen.
Øjnene faldt på en over­skrift: ”Hvis Deres kat strinter,
så lad den kastrere.”
Blev trist.
Det var ordet ”Deres” og det med ” ejer­skab” (en slags eks­pro­pi­e­ring, der
gene­rede mest…og så ”kastrak­tion” oven i hatten).
Kat­ten, ”min”, repræ­sen­te­rede et stykke sjæl­den grammatik,
hvor eje­stedord ikke indgik.

Lad så borg­meste­ren og udde­le­ren kalde deres koner for ”deres”.

Og sky­erne og him­len og van­det og alle fiskene.
The fol­lowing two tabs change con­tent below.