Michael Josephsens fineste bog

 

Mathias: Kollektivroman om gadens udsatte

De andre af Mikael Josephsen er både en af de bedste og æstetisk mest vellykkede romaner, jeg har læst i år. Da den udkom, var det til strålende anmeldelser, men den er desværre nok druknet lidt i al den anden strålende litteratur, vi har fået i år. Det er en kollektivroman om en række karakterer, som har det tilfælles, at de lever på gaden og oplever at stå uden for resten af samfundet. Som udtryk for karakterernes barske tilværelse er sproget overvejende nøgternt, jordnært og ligefremt, men forfatterens poetiske talent fornægter sig ikke. Som snefnug kan glimte mod et askegråt skydække i december, tindrer sproglige perler midt i al romanens farveløse forråelse og fremmaler nuancerede karakterer. For de andre giver både fortid, følelser og farver til de mennesker, de fleste af os ellers kun ser skutte sig i byens skygger. Så selvom romanen ikke i sig selv er aktivistisk, tvinger forfatteren os til at forholde os til, at nogle mennesker lever under virkeligt uhumske vilkår i vores ellers så rige og angiveligt ligeværdige samfund. Og dermed sætter han en tyk streg under, at det kritiske samfundsengagement atter er at finde i dansk samtidslitteratur.

comm

 

en lille snak-snik-tale på Glyngøre-museet ...sammen med Knud Sørensen

 

TALEPAPIR til udstillingen d.8. nov i Sallingsund Museum.

Vi har valgt at se på vand i aften.   Jeg ser hver dag den yndige fjord. Jeg ved den er ligeså dum og intetsigende, som Per højholt ville sige.  Og det går jo ikke, så jeg vil heller ikke tillægge igen fjorden egenskaber som ligger inden i migselv.  Hvis fjorden plastres til med store betonkasser af supermarkeder, så er fjorden uskyldig. Men jeg tvinges til at omfortolke med mit mentale underskud. Fjorden og havet har ikke et mentalt underskud. Min forforståelse tvinger mig til at sætte nye øjne på det vand hver gang. Og når jeg ser ud af vinduet, så ændrer fjorden sig godt nok hele tiden. Og vandstanden ændrer sig. Men den er ikke levende på den måde.  Vi lægger vores forståelse nedover.  Og som vi gør med så mange fænomener.

Og nu nærmer jeg mig selv og hvad dette magiske stof gør ved mig. Hvilke refleksioner der kommer.

Og det er at jeg jævnfører vandet med poesien og sprunget.

Kravet til mig at jeg bibeholder, nej netop ikke, at jeg beholder et par jomfruelige øjne for at kunne se vand, for at kunne se hvad som helst i denne verden på førstehånd, jeg kan jo ikke leve på andenhånd, og altså leve af andres sansninger og oplevelser. Hvad andre tænkte var mig mere end nok. Nej Og derfor må jeg se forfra på verden på verden, fjorden, fænomener igen og igen. I hvert fald som bestræbelse.  Jeg må leve sansemæssigt på førstehånd. Uanset at projektet er umuligt.  Men så har jeg da heldigvis min skepsis, som bl.a kan bruges over for især det andenhånds. Det er en del af min poetik.

Den anden del er et særligt aspekt ved vand og sprog og fænomener det er, at der er så mange konkurrerende aspekter ved…ja lad os så tage det vand igen, og jeg vil smide romantisering af igen. Jeg gider sgu ikke sidde og klappe af en solnedgang ved Skagen, når solen går ned i bølgerne.: 

JEG vil tage fat i vand som dens forskellige fremtrædelsesformer Det smutter ud af hænderne som damp, is, og alm flydende væske. Nej det vil jeg ikke fortabe mig i. Men bringe det hen mod poesi og sprog.  Hvor skeptikeren i mig igen ser sproget skabe sig. Og jeg vil vil fortabe mig i et eneste eksempel.

Synonymer. Kryds og tværserne lever meget af et ord kan betyde flere ting, sådan drillende. Når det samme ord kan betyde flere ting. Så er man jo påøen , for hvad skal man. Der står måske SKY, men er på leverpostej eller på himlen.  Bare på den lille plet viser sproget sig som noget med pokerfjæs. Og det giver anledning til skepsis, for er vand bølger eller fiskelager eller turistmagnet.

Det er i det område, vi roder. 

Det jeg vil sige er at det er svært at fastholde natur og fjordvand

At vand pludselig bliver faststof, må for et førstegangsøje være en mærkværdig oplevelse.

Eller som damp der banker ud af en kedel som nærmest intet

Poesi og sprog handler om jomfruelige øjne.

 

For sprogs vedkommende så er forundringen og nysgerrigheden med at se sig omkring---som med nye troskyldige øjne,  fordi vi kan jo ikke leve af naboens sansninger og oplevelser

Jeg vil fortabe mig yderligere i det at en og samme ting har tusinde ansigter. Og hvor er vi så henne.

(i sproget er konnotationer, der er sager der kun kan hjælpes af kontekst, ironi, hvad har vi med at gøre er det en bryllupssang eller satire på ægteskab mmm)

Jeg vil derfor springe over i en helt anden boldgade:  NEMLIG midler mod sygdom…vi ved jo alle at digitalis har mindst to ansigter:  Den stiller sig an og siger medicin og med den anden: gift.  Og derfor smider jeg lige denne halvvejs readymade på disken:

billeder

 

Kære Knud

Nu er der igen bud efter at anvende et af dine malerer i i filmregi. Vi
har nemlig lige haft besøg af en rekvisitør, som ønsker at låne et af
dine malerier - denne gang til en tv-serie til DR (Borgen).

Vi vil derfor for god ordens skyld høre, om du er indforstået med, at vi
også videreformidler dit værk til det formål.
Som før vil du heller vi  ikke blive krediteret for dette, og heller ikke
få royalty. Malerierne vil være del af kulisse og således ikke være en
del af fortællingen.

Selvom kunstneren ikke bliver krediteret på selve tvserien, vil det dog
være sådan, at rekvisitøren ved, hvor de brugte værker kommer fra og vil
kunne oplyse kunsterens navn og værkets proveniens ved forespørgsel.

Vi håber, at du vil give dem og os accept til at bruge billedet, da
rekvisitøren skal bruge billederne lige om lidt.

Kh  

Kunstbiblioteket

fjord 1

 

GRAVSKRIFT til Lars Bo

 

Gravskrift til Lars Bo:  

·      

Det var ikke Lasse, der tog livet af sig, men det andet der tog ham. 

Døden, som kørte på.

· 


Døden   tilsiger det, hvis den vil. Den vil. 

 Hælder sand og grus på ham.

· 

· 
Det er dødens krop. 

For den krævede et legeme,

·   

Blyroserne står i vaserne.  

· 
 

Har ikke valgt min krop, mine lemmer, min cancer, 

mit mod, denne nats søvn,  

min sorg, og sorgløsheden,

min skæbne 

 

·  Kun når jeg skriver i fejlsikret tilstand er der plads til 

· 

mine påstande, illusioner, åh, alle disse 

taskenspillertricks, ingenting der, ingenting her. 
Bajadsvrøvlet

skæbneslaskeriet

Katalogtekst til Frode Steinickes udstilling

 

FRODE STEINICKE

 

Hva ska det der forestille ?

Frode Steinicke i galleri Bjorn&Gundorph.

15.7 -7.8.

(katalogtekst Knud Steffen Nielsen)

 

0. I skriftet her vil jeg læne mig en anelse op af  den svenske forfatter Torgny Lindgrens bog om kunstneren Klingsor

1.”Sikke en sjov nissemand nede i højre hjørne.” ”Eller er det et pennalhus?” Sådan lyder det ofte på Facebook, hvis man har smækket et eller andet maleri op

Mig: ”Ja, det er nok en nissemand eller 17 duracellbatterier i snestorm. Hva ved jeg. Men du ved det.”

 

2. Udstillingen hedder FORMELLE STADIER. Forvent altså ikke her, at der bliver spurgt til: Er det alligevel ikke en blå Puch Maxi-knallert dér i højre hjørne eller er det færdselsuheldet ude i Blovstrødkrydset?

For vi konfronteres med genstandsløs kunst. Ja, en realisering af en indre billedforestilling og ide. Bemalede skulpturer. Farver.

 

3: Farverne ifølge  Klingsor:

”Farvernes mysterier åbenbarer sig et efter et. Vidste du at man før i tiden helbredte blodsygdomme og utroskab i ægteskabet og synsbesvær, ja selv blindhed med ultramarin.” (Klingsor ifl Torgny Lindgren).

 

4: Og videre…”Ved Corpus Mortuum, græd han åbent”.

 

 

5: Klingsor Igen:

 Han landede det i det mindste uanselige objekt: et skåret glas, han finder på en træstub i skoven.

. . … han satte sig med blyanten for at lave en tegning af glasset. Han flyttede sin opmærksomhed fra farvens besynderlighed til  formens…..

Vi der højagter og beundrer hans liv og værk føler en dyb forbundethed  med Caput mortuum, den dunkleste og mest ubestemmelige af alle farver, dette bruntonede og skidengrå ælte. Det var alkymisterne, der skabte betegnelsen som jo ærlig talt betyder hovedløs, fordi den var det almindeligste restprodukt, når man forgæves havde forsøgt at lave guld af jernoxyd. Farven bestod altså af det tiloversblevne og værdiløse, det der manglende hoved.

6: KSN:

Jeg kunne tilføje for min egen part fra den modsatte side af farvespektret ord om den for mig næsten hellige farve ultramarin.

(Se fx Giottos og Fra Angelicos malerier.)

I rummet her har vi altså det genstandsløse. OG VI HAR FARVER.

 

7: TITLEN Formelle Stadier, ganske kort:

Frode skriver et sted, at hjernen er den centrale sans i spillet.

Jeg er nok ikke helt enig, men dog et stykke af vejen. Kunst opleves vel ikke kun med hjernen.

Men at abstraktion og konkretion er tæt forbundne, kan jeg (ksn) tilslutte mig..: Det almindelige maleris 2-dimensionalitet, altså illusionen om noget rumligt i det flade maleri er vel også på sin vis en abstraktion.

Øverst på formularen

 

8: Og når der nu smides rundt med begreberne abstrakt og konkret, så kommer jeg i tanke om et eksempel fra forleden omkring det Optiske, den snydepels :

jeg placerede en bog blot 15 m fra min ven. Og hvor meget fyldte det så OPTISK ? Og nu er øjet hovedaktør:       8 millimeter, såmænd.

To udslag af den samme konkrete almindelige bog.

Vi taler altså om forskellige fremtrædelsesformer, abstrakt og konkret forbundne. Optisk anskueliggøres det fx som skibet, den lille prik, jeg ser ude på fjorden. Prikken er i realiteten 42 m lang. Så det optiske har forladt den ene konkrete virkelighed for den anden. Skibet som myre. Eksemplerne i den boldgade er mange. Kan man fx ikke også forestille sig et ironisk stykke kunst, hvor jo selve værket er dobbelt i sin virkning og altså viser en anden form for konkret/abstraktion, men begge tilhørende virkeligheden.

Det er en spænding som udveksling og forbindelser mellem det konkrete og abstrakte, mellem figur og grund, som FS siger et sted.  KSN

 

 

 

min hund og min barndom

 

kladde om at gå

 

 

 

 

Kære Jens Julius.

 

"jeg er en benløs fugl"

variationer over dette kræ   

 

 

Jeg skal prøve at give en skitse til, hvad jeg tænker over flaneren og traven og gåen mm., som du spørger til.

 

Jeg går løsagtigt i gang om lidt. Flagrer lidt som en sommerfugl og småstikker lidt som en bi til vores emne.

 

Den sektion, der ku handle om løb og de endorfiner, der frigives ved løb, ser jeg lige bort fra her, hvor vi er gået et gear ned i tempo.   Og et gear til dels ned fra det der med, at nu skal jeg og min krop prøve grænser af.

Det hører garanteret med i en udstrækning til emnet.

 

Sommetider tænker jeg på de endorfiner, der frigives hos hestene, når de mærker et pres mod mulen. At dyret ikke selv kan medicinere sig på den vis. At man måske via og qua kan opnå udfrielse og befrielse ved at frigive ”endorfiner” hos sig selv.

 

Har lige siddet og set på en udsendelse om angst og depression. De var næsten kommet på en slags mental  selvmedicinering, i hvert fald endte flere af de implicerede op i mere eller mindre at kunne kontrollere, når de mærkede faresignaler.

 

Jeg tror ikke helt på det.   

  

 

 

 

 

 

Nu spørger du nok grundlæggende om mere end jeg er i stand til at give svar på.  I hvert fald dine referencer til filmen og bøgerne er ikke noget jeg har set og læst.

 

En ung mand jeg kender er på Caminoen pt.  Og jeg ved ikke hvad der er drivkraften. Har mine gisninger, selvfølgelig.

 

Jeg har en meget, meget god ven, E.N., som er en vandringsmand, i en hel egen kategori, vil jeg mene. Og ham vil jeg tale med dether om. 

 

At bestige Mt. Everest eller deltage i cykelløb herfra til Paris er ikke helt det samme som den kropslige udfordring, jeg ligesom har antydet som min tilgang  og måske alligevel.

Og så er der dannelsesrejserne, når studenterhatten er sat på.

 

 Så er der Hr menigmand som mig, der ikke deltager i nogen form for flokvandringer eller flokbevægelser. Og for resten heller ikke solo ret meget.

 

 Allerede nu kunne jeg indflette forskelle og ligheder en masse i alle de nævnte foreteelser.

 Og jeg vil på den måde nærme mig emnet uden at tage fat i selve det at gå med det samme.

 

 Der er givet vis et stykke bevidsthed om gåningen, som siden barndommen har befundet sig i noget der ikke gik ind i nogen som helst refleksion.

 

 

 

Som barn afventede vi i Esbjerg at ku flytte ind i et boligkomplex, og vi var derfor bosat i en periode i et minimalt sommerhus 4 km eller mere uden for Esbjerg.

 Af grunde jeg som 6-årig ikke vidste hvad var, skulle vi -min mor, min storebror og den mindste bror i barnevogn af og til spadsere til storbyen.  Og det der er tilbage fra dengang udover lugten af industrifisk og hvad ved jeg, var klagesangene, der kom fra min mund: Jeg holder det ikke ud.  Jeg er sulten, og vi har langt hjem.

 

 Men tankerne roterede ikke rundt om benene, Benene var et selvkørende system. Et vedhæng, der ikke eksisterede som andet end noget, der sikkert var der et eller andet sted under en. Og hvis jeg reflekterede over bentøj og fødder, så har det sikkert været nogle aggressive tanker, selvom man samtidig blev ført frem mod endestationen, paradiset. Og når trætheden nåede benene, har jeg selvfølgelig opdaget bentøjet som en slags smerteappendix.

 

Senere som voksen måtte jeg en overgang bruge en knallert i stedet for bil for at komme på arbejde. Og vi snakker 17 km frem og lige så tilbage igen. Det,der fyldte ved siden af at skulle nå frem i tide, var, at man i tillæg opdagede flora og fauna i modsætning til i en bils indelukke.

 

  Og på cykel dukkede man et stykke længere ind og ned mod jordens frugter og dufte.  Og nederste trin må være spadseren, marcheren, vandring.   

 

I de Esbjergår der var jeg i alle årene FDF'er. Det var vist ikke mit eget valg. Men forældrenes.

 

Mange følelser var indblandet. Det jeg brød mig mindst om, det mest truende, var at være med i orkestret. Nu kan det være irrelevant, at succeserne var til at overse. I sammenhængen er det relevante, at vi marcherede i gaderne sommer og vinter. Om vinteren husker jeg forfrysninger og ventiler, der satte sig fast.

 

Til sagen, sådan mere direkte:  Det var en sammensat operation, bestående af musikspilleri og gang (og kulde).  Men igen:  jeg spekulerede kun på spilleriets rytme, at følge noder og medoperatørers trutten. Jeg havde ikke tid til at forestille mig hjerte og fødder og puls. Der var fokuseren. Samtidigt var jeg desværre elendig til at holde marchrytmen

 

 

Men det ene element, der nu er nævnt, pulsen, er vel basal. Og nævnt: sansernes mulighed for at opdage jord, flora og fauna.

 

  Og et tredje forhold er hvordan samtale og tanke understøttes, når man (jeg) går. Nærmest som om kompagniskabet med gangen og det at være afskåret fra hjemmets rutiner og telefoner og forpligtelser giver rum for at fokusere på konversationen, samtalen. Der er en fokusering, der på en måde har distraktionens lethed uden at være den type adspredthed.  

 

I samme skuffe er mundtligheden- bemærk jeg glemmer benene igen, selvom vi snakker fodtur- Der er ikke skriftlighedens formkrav, men derimod mundtlighedens synkoperede modus, der er lige så fokusere(n)de og åbenbart passer til at gå.

 

Mange bisætninger kan springes over, hvis det nu er det. (Forrige sætningen er utrolig upræcis, men der er i hvert fald  en slags syntaxens opløsning eller transformation til en type syntax i et andet system af overliggende og underliggende hierarkier, der orkestreres på en anden måde, hvis det overhovedet gøres. ….).

 

Der zoomes ind på samtalens punkter, der indimellem tabes, men let samles op, uden at skulle og kunne sætte papiret i maskinen igen. Og jeg mener det ikke bare banalt.    

 

  

 

Tre bøger har jeg stiftet bekendskab med, som har vandring som et vigtigt element. Walser, Werner Herzog, Peter Waterhouse.  Nu burde jeg lave en undersøgelse af, hvor meget de omtaler selve den fysiske ting at vandre helt ned i fodskiftet og i de tilhørende kropsdele og tankerækker. Det gør jeg nok ikke lige nu. Dog dette:

 

Nogle af de elementer, jeg nævnte fra eget liv, indgår i digtet herunder, puls, ophævelse af kropsfornemmelsen, sansningen, der ændrer karakter og transformation, en samlet ændret intensitet  undsoweiter

 

Waterhouse skrive digtet Mikroskopie des Ganzen. Indledningen lyder:

 

Nu er træerne træer. Fugl. Nu er træerne ben. Pause.

Nu er træerne træer. De skifter ikke og stadig.

Skoven træder til side, og alt hedder: hovedgade, hovedtorv, domkirke.

                                                                                                              Domkirken

 flyver som en fugl fra sit tag. Himlen er en almen fugl…….

 

 

Og der er forskellige niveauer for- i den udstrækning, vandringen inkorporeres i landskabet, og landskabet i kroppen, når landskabet passeres. Og vice versa.  Det der under omstændigheder blot er genstande eller diffuse rids: træer og bygninger, SES og BLIVER TIL.

 

De har en permanens, og under vandringen indgår de så meget i symbiose med benene, at der ikke tænkes i forskelle mellem det DERUDE og DIG. Det ophæves tilsyneladende.

Og skoven er nu med i den bevægelige menneskelige motor, eller netop ikke menneskelige motor, så det er skoven der træder til side og bliver uden forskel til byen, torvet, som indgår samlet i DET.

 

Der nu hverken er DETDERUDE eller DETDERINDE. Men ét. Det er vandringen vist (shown, not said) i en slags fællesskab, i en samlet bevægelse.

 

 

Det bliver ikke Walser, ikke mere Waterhouse eller Werner Herzog.  De tager benene alvorligt og hovedet alvorligt og ved, der er en symbiose dér.  Jeg har på det nærmeste tænkt benene væk. Eller jeg har ikke. Det er bare sådan.

 

Jeg satte en postering op på min "væg" i går aftes: Ikke uden mine fødder.   (udover sætningens joke-agtighed ved et enkelt øjekast, så lå der småhånende hilsner til bogtitel som: Ikke uden min datter. Og en hilsen til de postulerede highbrowed sætninger, der ses hist og her på FB. 

Men det ku tyde på, at den har en ekstra ubevidst konnation eller endda hovedmening, der karakteriserer mig. Muligvis taler jeg ikke sandt nu. Men lige nu ved jeg ikke bedre.

Og hvor meget har jeg ikke foretaget mig, hvor jeg tænker det meste af min verden væk. Her fødderne. Et andet sted kunne jeg fylde op med refleksioner, der er borte, undvegne for andre tanker, og vi begynder at nærme os sådan en boldgade med grove fortrængninger, som givetvis mestendels er noget andet. 

 

Hvis jeg kikkede efter nu ville jeg være i tvivl om jeg har sokker på eller soldaterstøvler. hvis jeg fryser, så opdager jeg det.  Det er heller ikke rigtigt, ved jeg nu under skrivningen.

 

Jeg har på et tidspunkt skrevet om netop den neutraliserede kropstilstand, et digt, der har sin scene i et badekar. Vandet er nøjagtig min legemstemperatur 37 grader.  Og når dette min luksuslegeme nedsænkes deri, så er fornemmelsen af svæv eller ikke-eksisterens der: jeg har ingen fødder, arme, ben, næse, mund.

 

Nu kan tankemuligheden aldrig sådan helt slås fra.

Joyce

 

Lille flyver.