torsdag den 21. november 2019

fra: Udvalgte digte




*

Dyret findes. Det dyr findes ikke.



Fordi noget er uden form eller ikke har nogen af de mønstre der står i

opslagsbøgerne. Lille Brehm siger nej. 



Man kan længes så meget, at kroppen ikke kan forme det.



Man kan sige: Det er uden form   fordi hun længes,



og  når det, noget, klitten vandrer væk fra sit sted,



og grebet er væk, og vores øjne kan ikke se det, så findes det ikke.





Helt ude ved vandreklitten uden det faste greb,

vand løber uanset at det ikke figurerer og afmærker,



fordi dråberne ikke rammer. Ikke rammer



det.

Og netop fordi vandet ikke rammer

sandet,



netop fordi havet har taget klitten.



Sådan  et dyr findes ikke på den måde.



Men på alle andre.


fredag den 15. november 2019

lille novellette






Problemet er omkring definitionerne.  Så er han udelukket fra at være en papegøje, selvom trangen er der.  Ok og well, han er et drengebarn. Der er alt til faget hørende. Det skal gøres helt klart.

De ved overfladefænomenerne  flyveører, det kønsspecifikke. Stemmen der tager 13-14 år om at hoppe op og ned i halsrøret. Større behåring. Og vi taler ikke om et modefænomen. Er han ved at være på plads nu?  Navnet er Hans. Det er låst nu.

 Han skal gå i faderens fodspor og være urmager.  Faderen har bestemt sig for tre gange hver dag at fremsige en lyd som en gøg. Han elsker kukure. Og hvem gør ikke det?

 Og indimellem siger han : ”Jeg må advare mod firkantede ure, eftersom den lange viser hele tiden rammer imod kassen. Der er en grund til at ure er runde.”    Han river sig i enhver tilgængelig åbning, når talen går på digital tid. Sig ikke at nu er der gang i en voldsom digitalisering.  ”Å, en digital tid, en digital gøg.  Hvordan kukker den så?”  
Nå, men Hans, junior. Faderen hedder osse Hans.  Hvis han havde levet på den tid, heden blev opdyrket, så havde den stået på ravrør og salmebog.  Og urmagerbutik.  Men drengens udgave kan ikke klassificeres i så fast et mønster. 

Han stikker til søs. 

Og tiden er en anden i dag, som Astrid sagde, da hun var over med en stak Læsøposten.  Familien stammer ikke fra Læsø. Men de har flere gange lånt et sommerhus dér.

tirsdag den 5. november 2019

blogdahlsk clip fra 2014




ONSDAG DEN 3. DECEMBER 2014

Digtere, Asger Schnack sært nok ikke har sans eller smag for

- og som jeg synes mere end almindeligt godt om - iflg. manglende omtale og antologi-optræden, og han har ellers så voldsomt godt sans og smag, men der skal åbenbart være sorte huller (90'erne ligner 1 stort hul), jeg har garentrisset også mine, men correct me if I'm wrong:

Jess Ørnsbo (med i 80 moderne digtere, men ellers ikke)

Vagn Steen

Louis Jensen (som kortprosaist, de små historier ikke mindst)

Susanne Jorn

Peter Nielsen (med i Ung dansk poesi, ellers ikke)

Knud Steffen Nielsen

Hans Otto Jørgensen (som kortprosaist)

Niels Frank (1 (tidligt) digt i 365 digte))

Simon Grotrian

Bo hr. Hansen

Christian Dorph

Kirsten Hammann & Katrine Marie Guldager (i deres digterår)

Lene Henningsen

Lone Munksgaard Nielsen

Mette Moestrup

Mikkel Thykier

Kaspar Kaum Bonnén

Ursula Andkjær Olsen

Rasmus Nikolajsen

Martin Larsen

Lone Hørslev

René Jean Jensen

Morten Søkilde

Glenn Christian

Theis Ørntoft

Yahya Hassan

samtlige rappere

- og så deler han uimponeretheden over Tafdrup og Thomsen (de er lige netop med i 365 digte; Thomsen også i Sort poesi) med mig, det kan jeg jo ikke undre mig over.

mandag den 4. november 2019

novellette





IV
Allerede i tanken havde han slået ihjel adskillige gange. Og så var det jo godt, hvis det kun var et illusionsnummer. Damen anbragt i kassen. Saven frem, og så som var hun som en  trækævle man gennemskærer. Psykologisk og billedligt handlede det faktisk om det. De levede i skøn symbiose . Kunne ikke undvære disse idelige kampe. Hvor man skiftedes til at stå med den andens hoved i hænderne. Igen ikke kun billedligt talt. Mindst. Det lille barn vil altid spørge om, hvordan det ku lade sig gøre. Hvordan ku hun leve videre. Et svar ville være at de var døde i forvejen. Og døden var i hvert fald kraftigt indforskrevet. Det forklarer ikke det hele. Hans måde at betragte verden på var solipsistisk. Alt var ting. Alle genstande (naturligvis) og personer var ting. Ikke på en reificeret grum måde. Men de havde vendt ham ryggen fra start af. Menneskene talte godt nok og strakte hænderne frem til hilsen, og man udvekslede synspunkter. Men alligevel stod de med ryggen til ham. De så ham i hvert fald ikke. Han vidste godt, at de havde de samme smerter som ham. At de var sultne og satte sig til bords, og de spiste dyreryggen og salaten med den største fornøjelse. Deres tale var reflekser, ikke rettet mod noget bestemt. Og kunne være rettet mod hvem som helst, blot der var et øre, der ville høre. Men det dokumenterede ikke at de var allierede voldsomme. Han ville ses. Han måtte røres. Han måtte naturligvis agere som om alt var levende. Han kunne så rigeligt sætte sig ind i sin egen sult og ”forestille sig sin bordames” som han sagde  Men ved hendes tanker skiltes vandene. ” Skal vi deles om det inderste?”
Hun lod som ingenting