Knud Steffen Nielsen. Lyriker. Bestyrelsesnæstformand,Hald Hovedgaard
lørdag den 30. november 2019
torsdag den 21. november 2019
fra: Udvalgte digte
*
Dyret findes. Det dyr findes ikke.
Fordi noget er uden form eller ikke har
nogen af de mønstre der står i
opslagsbøgerne. Lille Brehm siger
nej.
Man kan længes så meget, at kroppen ikke
kan forme det.
Man kan sige: Det er uden
form fordi hun længes,
og når det, noget, klitten
vandrer væk fra sit sted,
og grebet er væk, og vores øjne kan ikke
se det, så findes det ikke.
Helt ude ved vandreklitten uden det
faste greb,
vand løber uanset at det ikke
figurerer og afmærker,
fordi dråberne ikke rammer. Ikke rammer
det.
Og netop fordi vandet ikke rammer
sandet,
netop fordi havet har taget klitten.
Sådan et dyr findes ikke på
den måde.
Men på alle andre.
fredag den 15. november 2019
lille novellette
Problemet er omkring
definitionerne. Så er han udelukket fra
at være en papegøje, selvom trangen er der.
Ok og well, han er et drengebarn. Der er alt til faget hørende. Det skal gøres
helt klart.
De ved
overfladefænomenerne flyveører, det
kønsspecifikke. Stemmen der tager 13-14 år om at hoppe op og ned i halsrøret. Større
behåring. Og vi taler ikke om et modefænomen. Er han ved at være på plads nu? Navnet er Hans. Det er låst nu.
Han skal gå i faderens fodspor og være
urmager. Faderen har bestemt sig for tre
gange hver dag at fremsige en lyd som en gøg. Han elsker kukure. Og hvem gør
ikke det?
Og indimellem siger han : ”Jeg må advare mod
firkantede ure, eftersom den lange viser hele tiden rammer imod kassen. Der er
en grund til at ure er runde.” Han
river sig i enhver tilgængelig åbning, når talen går på digital tid. Sig ikke at
nu er der gang i en voldsom digitalisering.
”Å, en digital tid, en digital gøg.
Hvordan kukker den så?”
Nå, men Hans, junior.
Faderen hedder osse Hans. Hvis han havde
levet på den tid, heden blev opdyrket, så havde den stået på ravrør og
salmebog. Og urmagerbutik. Men drengens udgave kan ikke klassificeres i
så fast et mønster.
Han stikker til søs.
Og tiden er en anden i
dag, som Astrid sagde, da hun var over med en stak Læsøposten. Familien stammer ikke fra Læsø. Men de har
flere gange lånt et sommerhus dér.
tirsdag den 5. november 2019
mandag den 4. november 2019
novellette
IV
Allerede i tanken havde
han slået ihjel adskillige gange. Og så var det jo godt, hvis det kun var et
illusionsnummer. Damen anbragt i kassen. Saven frem, og så som var hun som en
trækævle man gennemskærer. Psykologisk og billedligt handlede det faktisk
om det. De levede i skøn symbiose . Kunne ikke undvære disse idelige kampe.
Hvor man skiftedes til at stå med den andens hoved i hænderne. Igen ikke kun
billedligt talt. Mindst. Det lille barn vil altid spørge om, hvordan det ku
lade sig gøre. Hvordan ku hun leve videre. Et svar ville være at de var døde i
forvejen. Og døden var i hvert fald kraftigt indforskrevet. Det forklarer ikke
det hele. Hans måde at betragte verden på var solipsistisk. Alt var ting. Alle
genstande (naturligvis) og personer var ting. Ikke på en reificeret grum måde.
Men de havde vendt ham ryggen fra start af. Menneskene talte godt nok og
strakte hænderne frem til hilsen, og man udvekslede synspunkter. Men alligevel
stod de med ryggen til ham. De så ham i hvert fald ikke. Han vidste godt, at de
havde de samme smerter som ham. At de var sultne og satte sig til bords, og de
spiste dyreryggen og salaten med den største fornøjelse. Deres tale var
reflekser, ikke rettet mod noget bestemt. Og kunne være rettet mod hvem som
helst, blot der var et øre, der ville høre. Men det dokumenterede ikke at de
var allierede voldsomme. Han ville ses. Han måtte røres. Han måtte naturligvis
agere som om alt var levende. Han kunne så rigeligt sætte sig ind i sin egen
sult og ”forestille sig sin bordames” som han sagde Men ved hendes tanker
skiltes vandene. ” Skal vi deles om det inderste?”
Hun lod som ingenting
lørdag den 2. november 2019
Abonner på:
Opslag (Atom)