fra Godsbanen, vogn 1, frisiske dag

tavle

søndergaard, Mygind og bloggermand

Novelle af S. Kugeln

Ja lad os sådan som missionsfrøknen, frk Folmer, hælde hovedet på skrå og køre det lidt frem og tilbage, hovedet, sukkende, alt imens hun fortalte om de grimme svulster, Barberens svigermor, hende, nogen kaldte Fejemaskinen, havde fået og derfor just var afhentet af sygebilen. Da hun fortalte det, gik det hele på hende, ja selv et bette hop blev det til, da hun samtidig lukkede sine øjne for at tage tilløb til at genfortælle det hele nu ved voldsom interesseret indzoomning til de dårlige steder hun havde set på den stakkels gamle kone. Denne morbide lyst til at kikke ned faktisk i den åbne grav, ser jeg osse i en sætning som når hun sagde om sin syge, men ikke så syge søn Ulrik, ” når Ulrik ikke er mere.” Oh hypocrite, Oh Mensch, du bist so einfach schwach, sondern du dich ganz anderswie erzeigst. Jeg mindes naturligvis turen den dag i dag.

Gedicht

Digtet er som det er. Der er en person som efterstræbes. Sådan er det jo. Døren til det meget lille rum er lukket, man skyder salver ind gennem døren. Tableau. Intet er sket, men det ses tydeligt, at kuglernes penetrering har skabt omridset af personen. Han er uskadt.   Det er så det. Så leges der med, om skæbnen altid vil være en nådig og lade en undslippe farerne af allehånde slags, og det må vi gentage igen og igen. Scenen er der et eller andet sted.

tavl

høeck...nielsen