IV
Allerede i tanken havde han slået ihjel
adskillige gange. Og så var det jo godt/banalt/skidt, hvis det kun var et
illusionsnummer. Damen anbragt i kassen. Saven frem, og så som var hun som en
trækævle man gennemskærer. Psykologisk og billedligt handlede det faktisk
om det. De levede i skøn symbiose . Kunne ikke undvære disse idelige kampe.
Hvor man skiftedes til at stå med den andens hoved i hænderne. Igen ikke kun
billedligt talt. Mindst. Det lille barn vil altid spørge om, hvordan det ku
lade sig gøre. Hvordan ku hun leve videre. Et svar ville være at de var døde i
forvejen. Og døden var i hvert fald kraftigt indforskrevet. Det forklarer ikke
det hele. Hans måde at betragte verden på var solipsistisk. Alt var ting. Alle
genstande (naturligvis) og personer var ting. Ikke på en reificeret grum måde.
Men de havde vendt ham ryggen fra start af. Menneskene talte godt nok og
strakte hænderne frem til hilsen, og man udvekslede synspunkter. Men alligevel
stod de med ryggen til ham. De så ham i hvert fald ikke. Han vidste godt, at de
havde de samme smerter som ham. At de var sultne og satte sig til bords, og de
spiste dyreryggen og salaten med den største fornøjelse. Deres tale var
reflekser, ikke rettet mod noget bestemt. Og kunne være rettet mod hvem som
helst, blot der var et øre, der ville høre. Men det dokumenterede ikke at de
var allierede voldsomme. Han ville ses. Han måtte røres. Han måtte naturligvis
agere som om alt var levende. Han kunne så rigeligt sætte sig ind i sin egen
sult og ”forestille sig sin bordames” som han sagde Men ved hendes tanker
skiltes vandene. ” Skal vi deles om det inderste?”
Hun lod som ingenting.
