torsdag den 1. marts 2018

digt am jetzt








Mens vi småreparerer os selv. Og lyset modulerer. Og vi reparerer i tanken
Os selv som illustrationer. Det er ikke realiteter, Puddy
(Du siger systemets. Kødets. Slægten, ja den.)


ikke mere voyeuragtigt end øjnene i almindelighed. Men bliver straffet for sin åbenhed og ærlighed, skamløsheden. Men ethvert øje er jo skamløst…->



Her har vi kommunen i sin hjemis-vogn, ding dong

Er så træt i dag af hele cirkusset med litermål, gummistroppe, gips i spand til det brækkede ben, og fordi, ja et øre der var revet af. Det rendte man sgu da ikke til sygekassen med..
Men det er der den ligger, offentligheden, almenvellet.

Sig bare det er min skyld, når det passer dig, dingeling, og det på vegne af bestyrelsens egen fede røv.

Jeg har stadig ondt i hånden. Den syr man selv på.

De håndfodrer svigerdatteren. Hun lover dem at løfte bækkenbunden.

Jeg har på den anden side da heller ikke bedt om solopgangene.

Hvad er der galt med højdetræning

taler til luften Mangler der ikke en krig et eller andet sted.

Jeg hedder ikke rigtig noget udover at samle stumperne.
Jeg, rummet, sengen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar