En stilist på andres vegne
Babelfisken har interviewet den danske forfatter Jens Christian Grøndahl om oversættelse, kreditering, og litteraturer, der taler sammen, beriger og bestøver hinanden i ”et frodigt og anarkistisk kredsløb”. Et kredsløb, der vel at mærke kommer i fare, når vi begynder at tage oversætternes arbejde for givet.
Af Mathias Bernbom
Ikke alene er Jens Christian Grøndahl en af dansk litteraturs veteraner, den prisbelønnede forfatter til mere end 30 skønlitterære udgivelser. Hans bøger findes på mere end 25 sprog og er særligt brudt igennem i Frankrig, Holland og Belgien. Derudover er han selv oversætter, bl.a. af John Williams’ glemte mesterværk Stoner, der udkom på dansk i 2014.
Han færdes i sit arbejde og omkring det ad den internationale litteraturs kanaler – fra sin rolle i importen af udenlandske bøger til Danmark, til lanceringen af sine egne værker på den europæiske scene.
Det sidstnævnte er vekslende foregået i samtale med de udenlandske oversættere, og han fremhæver særligt, hvordan han ofte har sparret med den franske Alain Gnaedig, som i løbet af to årtier har udarbejdet hele 12 fransksprogede Grøndahl-bøger.
Det er en proces, der for det første har bragt forfatteren stor glæde. For det andet nyder han at tænke på det at blive oversat som en slags syretest af sine bøger, men også som en indtræden på en større litterær scene, som han længe har følt sig draget og inspireret af.
”Det betyder jo meget at blive oversat, når man skriver på at lille sprog som det danske. Det er som at blive befriet fra den begrænsede kulturverden, man er rundet af, netop fordi man får lov til at bidrage til en større litterær kultur, og til at se om det kan bære, om det kan sige læseren noget, selvom vi ikke har de samme kulturelle koder. ”
Det er således noget mere almengyldigt, som enten viser sig eller udebliver, når en bog kommer ud at rejse, erfarer Grøndahl og tilføjer, at det har været særligt givende at blive oversat til fransk for således at kunne indgå i den samme sprogsammenhæng som nogle af de forfattere, der har betydet mest for ham.
På den måde giver det også mening, at Gnaedig og han har haft så nær kontakt – til forskel fra en række andre af Grøndahls oversættere. Sammen med sit eget oversættervirke, fortæller han, er dette et samarbejde, der har givet ham en langt dybere fornemmelse for oversætterens arbejde og det, han selv forstår som en essentiel, men også enormt truet profession.
”Når min franske oversætter konsulterer mig undervejs i processen, slår det mig tit, at en oversætter først og fremmest skal være stilist på andres vegne. En god oversættelse er jo ikke bare en oversættelse, men en gendigtning af en tekst, sådan som man forestiller sig, at forfatteren ville have skrevet den på fransk – hvilket selvfølgelig er et kæmpe ansvar. Jeg har selv oplevet det [under arbejdet med Stoner]: Det kræver forestillingsevne, hvor man ikke bare kan oversætte direkte. Man påtager sig et ansvar som stilist, og det har jeg den største respekt for. Det er derfor, at det selvfølgelig også kan irritere mig meget, når oversættere ikke bliver krediteret. ”
For et frodigt og anarkistisk kredsløb
Grøndahl håber for sine egne oversættere, at de altid må føle sig frie til at fortolke og gendigte originalen, og bemærker, at det jo netop er i denne frihed og ”tilvækst”, som forekommer, at den enkelte original bliver amorf – bliver til et hav af nye tekster, og at oversættelsen skaber forståelse mellem kulturer ”i et frodigt og anarkistisk kredsløb. ”
Oversættelse er for ham et sted, ”hvor [fiktionen] giver adgang til et mere direkte indblik i et lands bevidsthedsliv, end man kan få ved at læse så mange rapporter. ”
Han fortsætter: ”Jeg anser oversat litteratur for at være en litterær boldgade i sin egen ret, og noget som bidrager til et lands litteratur med alt lige fra klassikere som Shakespeare til de helt nye værker. Så selvfølgelig bidrager oversættelse til folkelig forståelse, og det er heldigvis en proces, der foregår fuldstændig anarkistisk. ”
I virkeligheden er det jo også svært at argumentere imod værdien af god oversættelse og udvekslingen af fortællinger og poesi på tværs af sprog og lande. Det ville oven i det være en paradoksal holdning, når man tænker på sig selv som verdensvendt forbruger, avis eller kultur – en opfattelse, der netop er mulig i kraft af oversætternes arbejde og kulturelle import.
Og dog er oversætternes anseelse jo netop paradoksal. De udelades dagligt af de danske aviser og bogtillæg, der i samme bevægelse omtaler eller ligefrem benytter sig af oversat litteratur.
Hvor enhver avis i dag orienterer sig om verden, så er der langt færre, der interesserer sig for processen, som bringer verdens fortællinger hjem til det danske publikum.
En grusom ironi
De glemte oversættere var netop emnet for en artikelserie her på siden i marts, og Grøndahl deler og sympatiserer med de udeladtes frustration. Her bliver den manglende anerkendelse desuden set som et klart symptom på bredere og mere strukturelle problemer:
”Det er jo forfærdeligt utaknemligt at være oversætter. Det er nærmest som definition underbetalt, og oversættere vil næsten aldrig blive honoreret efter fortjeneste, kompetence og arbejdsindsats (med mindre det bliver en bestseller). Det er utaknemligt og dertil nærmest heroisk – og så er der selve spørgsmålet om anerkendelse, der i mange år er blevet forsømt. Jeg synes egentlig, at det er blevet bedre; der er mere fokus end tidligere. Men det kræver stadig en ret stor idealisme at give sig i kast med at være fuldtidsoversætter. ”
Han fortsætter: ”Det ville være et stort tab, hvis der ikke var nogen med mod på at oversætte længere, og en grusom ironi at vi i en stadig mere globaliseret verden har stadig mindre kulturel kontakt. Sprogvanskeligheder gør, at det kun er den engelske litteratur, der bliver læst bredt, og vi ser en mærkelig ensretning. Når vi så oven i købet neddrosler sprogundervisningen (alene i de europæiske sprog), er det, at der begynder at ske et dannelsestab og en tilbagegang af ethvert europæisk og globalpolitisk ønske: Kontakten, forståelsen og indlevelsen mellem folkeslagene. Det er på alle måder tåbeligt, og det er katastrofalt kulturelt, hvis man lader oversætterfaget gå i forfald. ”
Gudskelov eksisterer ildsjælene jo endnu, slutter Grøndahl af med at konstatere, og der er også stadig muligheder for at oversætteren kan opnå støtte, legater osv.
Bliver man imidlertid ved med at maskere og underkende disse ildsjæles arbejde, så ender man med at skubbe både eksisterende og fremtidige oversættere bort. ”Og hvis jobbet er fuldstændig utaknemligt, ” siger Grøndahl – ”så ender det med, at ingen længere vil have lyst til at gøre det. ”
Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK Leave a comment
Månedens oversættelse: Melankoliens fysik af Georgi Gospodinov
Af Helle Dalgaard
(OBS! Georgi Gospodinov samtaler med Lillian Munk Rösing i Politikens Boghal 28. april kl. 18.00)
1. Om mit oversættervirke og om at oversætte
Jeg startede på russiskstudiet i 1964 ud fra en forestilling om at kunne læse den klassiske russiske litteratur på originalsproget. Men jeg havde ikke været på russiskstudiet længe, før det gik op for mig, hvor lidt man i Danmark vidste om moderne russisk litteratur og kultur, hvor lidt jeg selv vidste, og hvor ensidig informationen om Sovjetunionen var. Og så blev orienteringen rettet mod nutiden. Naturligvis med afsæt i arven fra fortiden.
At bulgarsk blev mit andet slaviske sprog er et resultat af udelukkelsesprincippet. Der var studerende i polsk, serbokroatisk og tjekkisk, men bulgarsk var der ikke run på. Jeg tog på en måneds sprogskole i Sofia i 1972, og derefter jeg fik overtalt professor i sydslaviske sprog, Gunnar Svane, til at jeg kunne tage bifag i bulgarsk. Instituttet havde for en kort periode ansat en bulgarsk eksternlektor, Pirinka Penkova Pedersen, som gav mig enetimer, og sammen med hvem jeg oversatte Gentjo Stoev: Guldets pris (Husets forlag, 1983), den første bulgarske roman, der kom på dansk, siden nationaleposset Under åget (1900).
Det store held for mig og for andre oversættere fra ”mærkelige sprog” dengang i 1970’erne var, at Århus husede en enestående institution, et kommunalt forlag, som havde en redaktør, Carsten Koed Hansen, der ville udgive anderledes litteratur. Han havde næse for ting, der var substans i, han ville vise danske læsere verdenslitteraturens mangfoldighed. Som nogle vil kunne huske, lykkedes det Husets Forlag at udgive nobelpristagere, før de fik prisen: Cz. Milosz, Wislawa Szymborska og Tomas Tranströmer.
Jeg kom med mit bulgarske bifag med i en gruppe, der skulle lave Balkanoversættelser. En stor glæde at kunne bruge sin eksotiske viden. Alle mine forsøg indtil da på at afsætte moderne bulgarsk prosa til de etablerede forlag havde været forgæves. På Husets Forlag blev der lyttet til argumenterne. Carsten Koed fandt pengene, og så skulle man oversætte. Hvad kan man ønske sig mere!
Da jeg havde et godt arbejde ved siden af som leder af den slaviske afdeling i universitetsboghandlen i Århus, Akademisk Boghandel (sidenhen Stakbogladen) var det ypperligt at arbejde med Husets Forlag, som ikke havde stramme udgivelsesterminer. Jeg kunne aflevere (mere eller mindre) som det passede mig. Men det er absolut ikke optimalt at oversætte på deltid!
Man går til og fra teksten, det er ikke gavnligt for processen og for resultatet. Med mit farvel til det faste arbejde blev jeg heltidsoversætter, og det har jeg været nu i godt seks år. Det er godt for flowet. Men det skal siges, at jeg indimellem oplever det som en mental stroppetur at sidde med en tekst i så lange stræk. En voldsom koncentration, hvor man som oversætter går ind i det fremmede univers, som man skal tilegne sig og videregive. Som oversætter skal man tale med både afsenderens – forfatterens – stemme og modtagerens – læserens – stemme, det er et hårdt job og et stort ansvar. Banalt, men det kan ikke siges ofte nok, ikke mindst i disse tider, hvor forlag forsøger sig med low cost oversættere.
På en tilfældig oversætterside så jeg den påstand, at man som oversætter aldrig holder fri. Dertil må man nok sige, at der er mange faglige specialer, som indebærer, at man aldrig holder fri. Der er imidlertid det ved oversætteriet, at man bliver så utrolig bevidst om de der ord og de der konstruktioner og de der talemåder osv. osv. Man kan godt gå hen og blive ret nørdet. Sommetider siger min mand, at nu kan det være nok med det der ordpilleri, når jeg går i stå i betragtning over et udtryk, en bemærkning eller en sætning, som er vildt fed, mystisk eller kantet, og som jeg må smage på. Og det evige spørgsmål: kan man sige sådan?
Trangen til formidling via oversættelse blev en integreret del af mit liv. Som Ellen Boen så rammende sagde det i sin takketale (oversætteræresprisen), kom jeg til at ”lide af ord”.
Det er jo sådan, at masser af sproglige udsagn, som man ifølge grammatiske & leksikalske normer og regler “ikke kan sige”, dem kaster skønlitterære forfattere rundt i teksten, nyskabende og normbrydende frække sproglige konstruktioner. Det skal man som oversætter have en forståelse for, når man sidder der i sit oversætterværksted og vender ”siderne”. Og så må man kæmpe med redaktøren, når det bliver nødvendigt. Det er ikke en oversætters opgave at af-komplicere teksten. Det har været den dominerende holdning hos forlagsredaktører, at man ikke skulle gøre vold på “læserens” (og hvem er han/hun?) sproglige og kulturelle vaner. Men jeg synes ikke, at man skal glatte en knudret original tekst og lave en ’elegant’ dansk oversættelse. Som oversætter er man derfor enormt på vagt over for sammenhængen i teksten. Da jeg oversatte Gospodinovs første roman En naturlig roman var der et sted, hvor logikken bare manglede. Det er en postmodernistisk roman med brud og skæve vinkler, så jeg kæmpede og kæmpede. Det var ikke helt et spørgsmål om, at det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte, men det var derhen af, og til sidst skrev jeg til forfatteren for at høre, hvad meningen var, og Gospodinov svarede mig: ”Helle – du har ret, det hænger ikke sammen. Men det har hverken jeg selv – skrev forfatteren – eller min redaktør fanget” Det er vel oversættersituationen i en nøddeskal, man kommer så langt ind i teksten, så man ser mere end forfatteren selv. Og hvis jeg ikke havde kunnet kommunikere med ham, så havde jeg nok udeladt den sætning!
2. Om at oversætte Georgi Gospodinov: Melankoliens fysik
Jeg læste den rundt i verden og nu også i Danmark anmelderroste ”roman” Melankoliens fysik af Georgi Gospodinov i 2012 lige da den var udkommet. Det var helt klart for mig, at den måtte jeg oversætte, den skulle danske læsere have mulighed for at stifte bekendtskab med. Jeg var helt klar over, at det var en kompliceret sag, men andre havde gjort det. Den var kommet på italiensk og tysk og var på vej på amerikansk og på fransk. Jeg havde i første halvdel af nullerne oversat Gospodinovs første roman En naturlig roman, som udkom på Husets Forlag i 2005, og som havde fået flotte anmeldelser. Forlaget Jensen&Dalgaard havde kontaktet mig i anden anledning, og jeg fortalte dem om Melankoliens fysik, denne noget usædvanlige, meget europæiske roman, som ud over de i teksten nævnte bulgarske lokaliteter og historiske begivenheder, er langt fra de forestillinger, vi har om litteratur fra Balkan. Jensen&Dalgaard slog til, og efter ca. ni måneders nørklen udkom værket primo marts i år.
Melankoliens fysik er et eksempel på et utraditionelt fortælleforløb, en sammenfletning af tre generationers erindringer og skæbner i en uegal form, vanskeliggjort ved at bedstefar, far og søn, alle hedder de Georgi, som det kan være tilfældet i det slaviske, hvor sønnen til ære for faderen gives dennes navn. Romanen kredser om et jeg, der oplever verden i forskellige tider og går ind i andres tanker og tager form som andre væsner. Den fortæller melankolien.
I forsøget på at finde oprindelsen til melankolien og vejen gennem livets labyrint flyder erindringerne ind i hinanden, nogle sætningskonstruktioner er bundet sammen i associative kæder, der vender rundt på logikken, motiver sammenvæves og forskubber sig, og det må den danske læser acceptere. Som Thomas Thurah så smukt skriver i sin anmeldelse i Information: Det er ”… som i en film eller snarere som i en drøm, hvor billederne – her: metaforerne – blidt sender én på rejse fra et univers til det næste, fra kælderen til skødet, fra dna-molekylet til labyrinten, fra støvkornet til meteorregnen. Det kan altså tages næsten bogstaveligt: Georgi Gospodinov skriver som en drøm.”
Flere gange undervejs i arbejdet med denne ”rejse” har jeg haft den elektriske oplevelse af, at her var noget, som ikke var ”normal” sprogbrug på bulgarsk, ordstillinger, utraditionelle formuleringer (det bulgarske sprog er ret traditionelt i sin udtryksform). Opfattelsen er dels blevet bekræftet ved henvendelse til bulgarske bekendte, og mange gange har jeg måtte spørge om råd hos forfatteren selv.
I Melankoliens fysik er der for eksempel nogle problematiske tegnsætningsfænomener, idet forfatteren i dialogerne udelader diverse anførselstegn og spørgsmålstegn. En anden stor udfordring i teksten er de pludselige skift i personsynsvinkel, vilkårlige skift mellem ”jeg” og ”han”, og som læser/oversætter skal man virkelig holde tungen lige i munden.
I romanens prolog og epilog identificerer forfatteren sig med sin far og farfar gennem et ”jeg” + kopula for 1. person flertal (jeg – vi) i henholdsvis nutid og datid, grammatisk aldeles ukorrekt. Den ukorrekthed kan man få frem på tysk ”Ich sind” – ”Ich waren”, på fransk, ”je sommes”, mens den engelske har valgt ”we am” – ”we was”. Den engelske mener jeg giver en forkert placering af personfokuseringen, idet ”jeg’et” er det fortællende, og jeg’et udgør en treenighed i bogen. På dansk kan det slet ikke lade sig gøre med kopula at vise denne treenighed, min første løsning var ”jeg er vi”, men jeg endte med kompromisset ”jeg er os” – ”jeg var os”, hvorved jeg ikke opnåede den sproglige provokation, som ligger i den bulgarske tekst med inkongruens mellem person og kopula, men skabte en samhørighed. Uden ”os” intet ”jeg”.
Melankoliens fysik er en tekstlig og mental labyrint, som udforsker den labyrint der findes mellem fødsel og død, apokalypsen, som var en konkret realitet i børns forestillinger om verden i det kommunistiske Bulgarien. Fra fosteret i moderens liv over livet i kælderen til den endelige forklarelse. Melankoliens fysik er et forsøg på at arkivere tre generationers liv i én tænkende organisme og lade den organisme bevæge sig rundt i den eksistentielle labyrint, hjælpeløs og forladt som Minotauros.
Det har været en stor udfordring at følge tekstens rytme og bevæge sig ind i dens korridorer og sidekorridorer, som blandt andet opstår, fordi fortælleren som barn og ung ”lider af” en evne til at gå ind i andre mennesker og fornemme, hvad de oplever. Siden hen går han over til købehistorier, barske historier, triste historier, menneskers historier, der fortælles som Tusind og en nat. At fortælleren har lært alfabetet via gravstenenes tekster giver beretningen en ekstra melankolsk nuance, og dog – her hvor alting ender, begynder også alting. Alfabetet er basis for sproget, og barnets indfaldsvinkel til sproget formes gennem indlæringen af alfabetet, hvilket fortælleren demonstrerer for os med følgende beretning, som gav mig nogle grå hår:
Fortællerens alter ego har som nævnt lært alfabetet via teksterne på gravstene på kirkegården, hvor han har gået rundt med sin bedstemor. For ham hænger bogstavet ”B” sammen med det bulgarske, dvs. det slaviske, ord for GUD = ”BOG”.
Men da han kommer i skole viser det sig, at bogstavet ”B” er knyttet til ”Bulgarien”. Og lærerinden, repræsentanten for det kommunistiske, dvs. ateistiske, samfundssystem, er ikke tilfreds, da den lille fyr råber: Bog, altså Gud, på spørgsmålet om, hvilket ord der Begynder med ”B”.
Kapitlets overskrift er: B. Jeg citerer:
”Efter kirkegårdens ABC blev jeg konfronteret med en rigtig ABC for første klasse, og jeg følte mig på samme tid oplyst og forvirret. Hvert bogstav var knyttet sammen med et ord og et billede.
– Hvilket ord begynder med bogstavet B?
–Bog, (dvs. Gud) – råbte jeg lidt for hurtigt, det var et let spørgsmål. Men der var noget galt, lærerinden fik nervøse trækninger, hun smilede ikke længere helt så meget. Hun kom hen til mig, som om hun var bange for, at jeg skulle sige noget mere. Hvor har du lært det ord? Altså, på kirkegården. Så sagde en pige, der sad ved en af de forreste pulte: Bulgarien, Bulgarien, kammerat lærer. Det var det rigtige svar. Og lærerinden klamrede sig til det halmstrå, bravo min pige. Og jeg følte mig så ensom med min Bog, med min Gud. Det var underligt, at der ikke kunne være to ord, som begyndte med det samme bogstav, som om B’et med sin puklede ryg var for spinkelt til at klare to så virkelig bombastiske ord.
– Ordet Bulgarien begynder med B. I Bulgarien er der ikke nogen Bog, ikke nogen Gud! Det er Bedstemorsnak, lærerinden lagde ekstra tryk på hvert enkelt B, det skal vi lære om senere hen i de ældste klasser. Har vi forstået?
– Men han findes jo på kirkegården …
– Det her er en skole, det er ikke … ”
Jeg kan så supplerende fortælle, at den franske oversætter Marie Vrinat og den tyske oversætter Alexander Sitzmann også har valgt at bruge Bog = Gud. Den franske skriver endda ordet BOG med kyrilliske bogstaver første gang det nævnes. Den tyske oversættelse forelå før min oversættelse, den franske kom, mens jeg var i gang. Den amerikanske har valgt God og Government (i stedet for Bulgarien), efter min mening ikke heldigt, da jeg tvivler på, at en lille pige i første klasse vil bruge et ord som regering, ikke mindst i et land, hvor regeringen blev omtalt som Centralkomiteen. Og for det andet er det vigtigt at markere modsætningen mellem troen på gud og troen på det kommunistiske Bulgarien.
Historiebevidstheden slibes i romanen af med de græske myter, hvor den røde tråd er vores alle sammens skæbne: at fædrene æder deres børn, en uhyggelig og ikke fulderkendt sandhed, som Gospodinov elegant smider i hovedet på os!
Gospodinovs sprog er udsøgt, fuldt af rytme, af sjove associationer, af kiasmer, paralleldannelser og lydrim. Og jeg har sikkert slet ikke fanget dem alle, men sjovt har det været. Og udmattende. Ofte måtte jeg undrende konstatere, at der var gået mange timer foran skærmen uden pause. Og faktisk var det MEGET trist at skrive sidste sætning:
”Jeg husker, at jeg døde som en snegl uden hus, en hybenbusk, en agerhøne, som en ginkgo biloba, en sky i juni (det minde er kort), en lilla efterårskrokus ved Halensee, som et kirsebærtræ, der er skadet af en sen aprilsne, som sne, der har gjort et besveget kirsebærtræ stivfrossent …
Jeg var os.”
I epigrafen til romanen Melankoliens fysik citerer Georgi Gospodinov forskellige forfattere fra den europæiske kulturkreds, samt sit eget alter ego, digteren Gaustin. Krumtappen i disse små citater er tanken om blandingen, om afvisningen af den rene genre og om vigtigheden af erindringen, om at gennemtrænge alt og blive stoffet selv, som Gustave Flaubert siger Den hellige Antonius’ fristelser.
Og så er det bare så glædeligt, når forfatteren Daniel Boysen, som er litteraturkoordinator på DOKK1 i Aarhus, skriver på Facebook under litteratursæson 2017: ”Melankoliens fysik af Georgi Gospodinov, Jensen&Dalgaard, oversat fra bulgarsk af Helle Dalgaard, oprindeligt udgivet i 2012. Det er en af de bedste bøger, jeg har læst i mange år. Svimlende og en smule vanvittig – skrevet med stor fortællelyst.” .
Melankoliens fysik er efterhånden udkommet i en halv snes oversættelser, i Skandinavien dog kun på dansk indtil videre. Romanen har været nomineret til flere internationale priser og fik i 2016 den schweiziske Jan Michalski verdenslitteraturpris.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar