TALEPAPIR til udstillingen d.8. nov i
Sallingsund Museum.
Vi har valgt at se på vand i aften. Jeg ser hver dag den yndige fjord. Jeg ved
den er ligeså dum og intetsigende, som Per højholt ville sige. Og det går jo ikke, så jeg vil heller ikke
tillægge igen fjorden egenskaber som ligger inden i migselv. Hvis fjorden plastres til med store
betonkasser af supermarkeder, så er fjorden uskyldig. Men jeg tvinges til at
omfortolke med mit mentale underskud. Fjorden og havet har ikke et mentalt
underskud. Min forforståelse tvinger mig til at sætte nye øjne på det vand hver
gang. Og når jeg ser ud af vinduet, så ændrer fjorden sig godt nok hele tiden.
Og vandstanden ændrer sig. Men den er ikke levende på den måde. Vi lægger vores forståelse nedover. Og som vi gør med så mange fænomener.
Og nu nærmer jeg mig selv og hvad dette
magiske stof gør ved mig. Hvilke refleksioner der kommer.
Og det er at jeg jævnfører vandet med
poesien og sprunget.
Kravet til mig at jeg bibeholder, nej
netop ikke, at jeg beholder et par jomfruelige øjne for at kunne se vand, for
at kunne se hvad som helst i denne verden på førstehånd, jeg kan jo ikke leve
på andenhånd, og altså leve af andres sansninger og oplevelser. Hvad andre
tænkte var mig mere end nok. Nej Og derfor må jeg se forfra på verden på
verden, fjorden, fænomener igen og igen. I hvert fald som bestræbelse. Jeg må leve sansemæssigt på førstehånd.
Uanset at projektet er umuligt. Men så
har jeg da heldigvis min skepsis, som bl.a kan bruges over for især det
andenhånds. Det er en del af min poetik.
Den anden del er et særligt aspekt ved
vand og sprog og fænomener det er, at der er så mange konkurrerende aspekter
ved…ja lad os så tage det vand igen, og jeg vil smide romantisering af igen.
Jeg gider sgu ikke sidde og klappe af en solnedgang ved Skagen, når solen går
ned i bølgerne.:
JEG vil tage fat i vand som dens
forskellige fremtrædelsesformer Det smutter ud af hænderne som damp, is, og alm
flydende væske. Nej det vil jeg ikke fortabe mig i. Men bringe det hen mod
poesi og sprog. Hvor skeptikeren i mig
igen ser sproget skabe sig. Og jeg vil vil fortabe mig i et eneste eksempel.
Synonymer. Kryds og tværserne lever
meget af et ord kan betyde flere ting, sådan drillende. Når det samme ord kan
betyde flere ting. Så er man jo påøen , for hvad skal man. Der står måske SKY,
men er på leverpostej eller på himlen.
Bare på den lille plet viser sproget sig som noget med pokerfjæs. Og det
giver anledning til skepsis, for er vand bølger eller fiskelager eller
turistmagnet.
Det er i det område, vi roder.
Det jeg vil sige er at det er svært at
fastholde natur og fjordvand
At vand pludselig bliver faststof, må
for et førstegangsøje være en mærkværdig oplevelse.
Eller som damp der banker ud af en kedel
som nærmest intet
Poesi og sprog handler om jomfruelige
øjne.
For sprogs vedkommende så er
forundringen og nysgerrigheden med at se sig omkring---som med nye troskyldige
øjne, fordi vi kan jo ikke leve af
naboens sansninger og oplevelser
Jeg vil fortabe mig yderligere i det at
en og samme ting har tusinde ansigter. Og hvor er vi så henne.
(i sproget er konnotationer, der er
sager der kun kan hjælpes af kontekst, ironi, hvad har vi med at gøre er det en
bryllupssang eller satire på ægteskab mmm)
Jeg vil derfor springe over i en helt
anden boldgade: NEMLIG midler mod
sygdom…vi ved jo alle at digitalis har mindst to ansigter: Den stiller sig an og siger medicin og med
den anden: gift. Og derfor smider jeg
lige denne halvvejs readymade på disken:
