Knud Steffen: oktober 2020

fredag den 23. oktober 2020

Martin Glaz Serup i Standart om Knud Steffen Nielsens bidrag til Hvedekorn 4, 2019:

Knud Steffen Nielsens (i Hvedekorn siden 1982) grimme, underlige, ubehagelige, halvrodede digte er dem jeg har tænkt mest på de sidste dage, siden jeg læste nummeret. De er vilde. Det er sygdomsdigte, kemodigte, der vokser i styrke i den suite de indgår og skal læses i mere end som enkeltdigte. Nielsen skifter stil og typografiog metode, han skriver derudaf, det ser forbumlet og desperat ud og hvordan skulle det ellers være, på vej mod døden, så modvilligt, uhelbredeligt, ubønhørligt og heftigt. Hør fx en af teksterne fra suiten: Vi, hustruen og mig sidder i venteværelset, og så kommer der endelig en sygeplejerske og siger: Kom med. Hun fører os så hen til det ventende, kliniske rum, hvor jeg aner en ældre læge. Vi bliver først stående i døråbningen afventende et eller andet signal. Men manden, der har bedt om at få os hidkaldt, bliver siddende og glor ind i sin skærm. jeg/ vi venter lidt i døråbningen, så går jeg ind i det tavse rum. Han siger intet, bliver siddende og glor på skærm. Så sætter jeg og vi os ned uopfordret, og endelig vender han sig og det uden at præsentere sig eller byde hjertens velkommen.