i appendixt
Dementia.
2004-5.
I
barnets sprogtilegnelse indlæres først de store kategorier, mor, far, bamse. Og
fx mor betyder oftest alt godt i denne verden. Mad og ro og tryghed. Og sult
kan kun udtrykkes med en uartikuleret skrigen. Navnet sult kommer meget sent.
Skrig udtrykker først behov og mørke. Siden kan fx begrebet mor
uddifferentieres til begreber som andre personer, fjernere, moster og onkel og
bagerjomfruen, vi går ned til og køber sukkerkringler og is hos. Pludselig er
der bageren selv, som jo er en anden end den sædvanlige unge pige, selvom det
nu er ham, der lige ekspederer den samme is og de samme kager i samme butik.
Demens
indeholder den modsatte bevægelse fra de små uddifferentierede kategorier,
gråspurven, den blå flagline forsvinder. Alle gode ting lige fra solskinnet til
den varme kaffe samler sig i et: Doktor Luk. Mens alt ondt, der hænder samler
sig i det navnet: Tsunamien. Og således mødes barnet og døden, symmetrisk
udviklet og afviklet.
Min
mors læge Dr Luk er blevet ”generaldirektør for DR”. Han er frelseren.
Det
skal redde hende, for faktisk står truslerne fra havet oppe i hendes hus hver
dag.
Tsunamien
er der konstant.
Snart
er der kun være to kategorier: Det onde derude og så Det gode. Tilbage er
Djævlen=tsunamien og Frelseren= Dr Luk
”Det er bedst Dr Luk selv kommer og skubber tæpperne til side og spreder plastik udover det hele.
Vi
skal lukke skufferne i chatollet, for jeg ved, tsunamien kommer igen. Jeg har
så ondt i hele kroppen. Men Dr Luk kan ordne det. Han har altid været
der. Noget husker jeg tydeligt, og andet er bare væk. Resten er spejlvendt. Det
har jeg fortalt dig, ikke? Sådan. Pist. Men jeg kan huske din fødsel mere
end noget andet. Vi ville have det barn, selvom om alle sagde, det ville gå
til, og det gjorde du jo næsten også i fødslen. Hvis ikke din far havde
insisteret på at hente doktoren og tvunget ham til at tage sig sammen. Han kom
i festtøj, fordi han blev hentet midt i et middagsselskab. Du ved, jeg var ved
at abortere dig tre gange. Og far sagde som noget af det sidste til mig, at det
var godt: Gud var god og lod os bevare dig. Min læge gik jo på Kornmod ligesom
mig, og han er lige så gammel som dig og har også gået i Års. Men det er noget
med generne. Alt er noget med generne. Du ved, jeg kan kun se spejlbilleder.
Doktor Luck slog græsset igen i går. Jeg kan ikke rigtig –på en måde- lide, at
han kigger sådan på mig. De er jo lige flyttet ind ovre på den anden side, der
hvor Flemming og Anne boede. Og Lucks kone, Else, jeg ved ikke rigtig… og jeg
kunne jo heller ikke sidde her, hvis ikke han tog sig så meget af huset. Det er
jo bygget på opfyld. Nej, jeg synes ikke, I skal have det alligevel, når jeg er
væk. Der er så meget opfyld.
Skufferne
skal jeg have lukket igen, nu det er tørt efter tsunamien. Men man ved aldrig,
hvornår den kommer igen. I går var den der to
gange.”
Morens
notat på bagsiden af Maylands kalenderbladet:
To pund
fars 18, 50
En pose
rosiner 5,65
Frimærker
fem kr hæfte
Syltetøj
til æbleskiver 5,85
Mel
7 kr
Nyt
notat fra hende, det sidste:
2.3.
2004
I dag
gik der ild i mit hår, da jeg tændte for gassen og jeg stod i min nylonkåbe, og
jeg ikke havde fået sat håret. Jeg fik det slukket til sidst.
ps
Jeg vil ikke sige noget til børnene.
Heller
ikke til sygeplejersken.
