Tekst om Jean Alonso

Tekst   om Jean Alonso 

Jean Alonso, som vi berørte for­le­den, hal­ve­rede sin hustru hver dag. Først to halv­dele, så fire fjer­de­dele, så otte otten­de­dele og så frem­de­les. Sådan hed det sig. Ikke kun bil­led­ligt talt.

Han og hun levede som et artistnummer.

Først blev hun savet over på langs og sat sam­men igen efter fore­stil­lin­gen, men alli­ge­vel ville hun på et tids­punkt, hver gang, blive fun­det sådan del­vis resti­tu­e­ret, og man vil kunne udpege sår­dan­nel­ser sådan at det lange læng­desnit ville være længst frem i sin ardan­nelse og så der­næst det tvær­gå­ende og noget yngre snit ville også rent lægear­kæ­o­lo­gisk kunne fast­læg­ges til at være af nyere dato. De var til­sy­ne­la­dende lyk­ke­lige for hin­an­den. Og var det basalt set  et illu­sions­num­mer eller var det en forbrydelse.(Som med pigen Ber­na­dette af Lour­des også dér kunne man være i tvivl: var det en auten­tisk histo­rie. Havde hun set Madonna. Eller tro­ede hun det kun.)

Det er måske ikke der det ligger.

Var det efter fæl­les overenskomst? Var det ikke efter fæl­les overenskomst? 

Hvor­dan skulle hun kunne bryde ud af kontrakten?

Hvad med deres hus? Og hvis hun gjorde, hvad med bar­net i stu­ens gynge?

Det var ham der ville have bar­net i sin tid.

Mens bar­net blev tyde­li­gere og tyde­li­gere, blev hun mere og mere transparent.

Hun gav plads, sagde hun. Mode­ren. På sce­nen var de alm afgræns­nin­ger totalt ophæ­vede. Hans funk­tio­ner for­læn­ge­des af hen­des. Smilet i balance, lem­merne i balance, det sølvgl­in­sende var støbt om dem.

Godt nok lå der en dob­belt­hed i Alonsos syn på det kvin­de­lige. Men indi­mel­lem, fak­tisk det meste af tiden følte han ikke at han havde for­bin­delse til ver­den. 

De før­ste gange jeg så num­ret, for­stod jeg ikke, hvor­dan de begge ople­vede at de for­svandt. Det var meget lidt menneskeligt.

*

UTOPI mit indlæg på Ejerslevfestvalen, så fint ophængt som vasketøj på tøjsnore i huset ved den lille havn sammen med en flok andres

Knud Steffen Nielsen

Der er fænomener der afspejler Længslen.

Længslen, den lille pipfugl. Længslen efter den eneste ene.

Æslet der jager guleroden, bundet til pinden i forlængelsen af hovedet.

Man må sætte farten op forgæves for at nå grøntsagen 

Vores drømme og så det utopiske i de store systemer

Alt der afspejler Længslen.

Achilleus tabte til skildpadden

(David nakkede godt nok Goliat).

De store utopier har det med at miste luften på et tidspunkt eller pervertere til dystopier, især når de befamles af store  politiske systemer, Åh magtlidelighed. (De religiøse systemer går heller ikke ram forbi.)

Det 3. rige var en dystopi fra starten. Stalin perverterede sin udgave af tusindårsriget ….

Guldet såvel som guleroden er utopi her i ligningen, guldet  en smitsom sygdom,. Midas døde af guld i alle kropsåbninger.

                                                        *

Thomas Moores ophævelse af ejendomsret plus andet blev efterhånden indhentet af magten og menneskebørnenes voldsomme trang til at lege mig-selv-nok.

Thomas Moore endte et hoved kortere, mest for at sætte sig op mod Henry 8.

Thomas Moores utopia, en slags sci-fi er jo ellers igen det manøvrerum, hvor der virkelig er tændt for det lange lys i den leg, hvor der netop teknisk set leges med tiden, den ikke-endnu-indtrufne. Futurum. Hvor man kan forestille sig alt kan ske.

Forestillingsevnen er den legeplads, hvorfra der både bygges a-bomber og manøvreres i legalt smukke ting, skrives bøger, kunst, samtales. Kunstens plads.

I kunsten gynges der så fint i disse fremadrettede karusseller.

Forudsætninger for overhovedet at tænke fremad, er som i grammatikkens fremtid, futurum.

Muligheden for at tænke i det fremtidige, i hypoteser, lysten til at lege med tiden, det stykke elastik, der favner både fremtid, som her og fortiden. Barnet der glæder sig til juleaften og gaverne.   Vi har den mulighed som osse er grundlaget for utopiens dynamik. Derfra hvor der kan skrives fortællinger, og drømme folder sig ud.

Der er de store historier som menneskehedens overlevelse, klima, miljø, krige og drømme og undergang.  

Vi har andre navne til det end grammatikkens fremtid: diagnose, prognose etc, hvor vi måske får en kræftdiagnose, og som vi ikke kender tidslængden på, eller at sommervejret kommer i næste uge (prognose). 

 Dette plastiske stykke tid, der principielt er uden for vores rækkevidde, men som vi nødvendigvis må leve i og leve af.  Dether stykke elastik, der virkeligt lander som gulerod foran æslets og mine øjne.

Her står vi og sådan.

Alt hvad der hedder budgetter, advarsler, tilbud af enhver art er jo totalt nødvendigheder, som vi lever af. Og det er det vilkår, som ikke kan tænkes væk. Hvis jeg hører en brummelyd, så forholder jeg mig til det der kan ske: Er det en knallert 400m væk, eller en hveps 2 meter væk. Kan ikke høre forskel, men må jo hastigt lave mig en prognose: der sandsynliggør, om det er en Puch Maxi eller den sort-gule Vespa crabro med sin modbydelig brod, der er på vej.

Et andet billede end det med guleroden, der melder sig, er den stakkels Sisyfos, der ruller sten op af bjerget, og som får dem i hovedet igen. Og alligevel igen og igen står oprejst til løjerne. Når han helt op på bjergets top til sidst?

Det var det , Thomas Moore drømte om. Hans hoved blev som bekendt skilt fra halsen af Kong Henry, 8. Ganske vist ikke direkte pga utopien, men alting koster, og der er rigelig plads til desillusion og melankoli. Men også til overvindelse, uanset de sten, man får i hovedet.

gl Hald-sag

nordiska